Gravid arbejdstager: Kort to-ugers frist for opsigelsesprøvelse efter sen opdagelse af graviditet strider mod EU-rettens effektivitetsprincip

Sagen vedrører en præjudiciel anmodning fra Arbeitsgericht Mainz (Tyskland) om fortolkningen af Rådets direktiv 92/85/EØF (Mødrebeskyttelsesdirektivet) i forhold til nationale regler om korte søgsmålsfrister ved opsigelse af gravide arbejdstagere.

TC, en sygehjælper, blev afskediget af sin arbejdsgiver, Firma Haus Jacobus, i oktober 2022. Kort efter, men efter udløbet af den almindelige frist for at anfægte opsigelsen (tre uger), opdagede TC, at hun var gravid, og hun underrettede sin arbejdsgiver herom.

Ifølge tysk lovgivning (Kündigungsschutzgesetz – KSchG) skal en opsigelse anfægtes inden for tre uger. Hvis arbejdstageren først får kendskab til graviditeten efter udløbet af denne frist, kan hun anmode om tilladelse til efterfølgende domstolsprøvelse (KSchG § 5). Denne anmodning skal fremsættes senest to uger efter, at hindringen (manglende kendskab til graviditeten) er ophørt, og den skal principielt ledsages af selve søgsmålet.

Da TC havde undladt at indgive denne specifikke to-ugers anmodning, stod hendes søgsmål over for afvisning. Den forelæggende ret tvivlede på, om den korte frist og den komplekse proces var forenelig med EU-retten, navnlig effektivitetsprincippet og den særlige beskyttelse, der sikres gravide arbejdstagere i henhold til direktiv 92/85.

Domstolens fortolkning af direktiv 92/85/EØF og effektivitetsprincippet

Domstolen fastslår, at artikel 10 og 12 i direktiv 92/85 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, der pålægger en gravid arbejdstager, som først fik kendskab til sin graviditet efter udløbet af den almindelige søgsmålsfrist, at indgive en anmodning om tilladelse til domstolsprøvelse efter søgsmålsfristens udløb inden for en frist på to uger, hvis de processuelle regler medfører ulemper, der gør det uforholdsmæssigt vanskeligt at gennemføre de rettigheder, der er sikret i direktivet.

Domstolen begrunder afgørelsen med følgende centrale punkter:

• Beskyttelsen mod afskedigelse af gravide arbejdstagere er essentiel og udgør en særlig beskyttelse for kvinder i henhold til direktiv 92/85.
• Selvom retssikkerhed og præklusionsfrister er forenelige med EU-retten, skal fristerne overholde effektivitetsprincippet, hvilket betyder, at de ikke må gøre udøvelsen af EU-rettigheder umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig.
• Domstolen bemærker, at den tyske to-ugers frist for at anmode om efterfølgende domstolsprøvelse er særligt kort (jf. Pontin-dommen, C-63/08), især henset til den situation, en kvinde befinder sig i ved begyndelsen af en graviditet.
• Fristen er kortere end den almindelige tre-ugers frist for arbejdstagere, der kender til deres graviditet, hvilket skaber en ulempe for dem, der opdager graviditeten sent uden egen skyld.