Fortolkning af EU-retlige principper ved skift fra grønne certifikater til incitamentstariffer og krav om standardaftale

Sagen omhandler en præjudiciel forelæggelse fra Consiglio di Stato (Italien) vedrørende foreneligheden af italiensk lovgivning med EU-retten i forbindelse med en ændring af nationale støtteordninger for elektricitet fra vedvarende energikilder. Tvisten stod mellem Gestore dei Servizi Energetici SpA (GSE), en statskontrolleret enhed, der forvalter energitjenester, og 21 italienske selskaber, der producerer vedvarende energi.

Selskaberne havde oprindeligt modtaget støtte via en kvotebaseret ordning med såkaldte »grønne certifikater«. I 2011 og 2012 indførte Italien imidlertid en gradvis overgang til en ny støtteordning baseret på faste »incitamentstariffer« (lovdekret nr. 28/2011 og dekretet af 6. juli 2012).

Centralt tvistepunkt

Den nationale lovgivning krævede, at producenter af vedvarende energi – herunder dem, hvis anlæg var idriftsat før ændringen (før 31. december 2012) – skulle indgå en privatretlig standardaftale (kaldet GRIN-aftalen) med GSE for at kunne overgå til og drage fordel af incitamentstarifferne. Producenterne anfægtede dette krav, idet de mente, at standardaftalen ensidigt ændrede de retlige og økonomiske betingelser, som deres investeringer var baseret på, og pålagde dem yderligere bebyrdende forpligtelser (f.eks. vedrørende udstyr, salg af lån og GSE's ensidige ændringsadgang).

Den forelæggende ret ønskede Domstolens fortolkning af, om denne nationale forpligtelse stred mod:

• Direktiv 2009/28/EF (om fremme af vedvarende energi) og dets formål om at sikre stabilitet for investorer.
• Retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.
• Den Europæiske Unions charters artikel 16 (friheden til at oprette og drive egen virksomhed, herunder aftalefriheden).

Domstolen fastslog, at artikel 1 og 3 i direktiv 2009/28/EF, retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og chartrets artikel 16 ikke er til hinder for en national lovgivning, der erstatter en støtteordning med en ny, og som betinger bevillingen af støtten af indgåelsen af en standardaftale med en statskontrolleret forvaltningsenhed (GSE), selv for anlæg, der var omfattet af den tidligere ordning.

Domstolens ræsonnement

• Medlemsstatens Skønsbeføjelse: Medlemsstaterne har et bredt skøn i henhold til direktiv 2009/28/EF til at ændre eller ophæve støtteordninger, forudsat at de bindende nationale mål for vedvarende energi opfyldes. Direktivet er ikke til hinder for skiftet fra grønne certifikater til incitamentstariffer (præmis 38-39).
• Retssikkerhed: Den nationale lovgivning kommunikerede klart og præcist den forestående overgang og kravet om en aftale. Forudseende og påpasselige erhvervsdrivende kunne derfor forudse disse ændringer, da lovdekretet og dekretet blev vedtaget før overgangsperioden (præmis 45-48).