Arveregler: Kompetence til godkendelse af forsinket afkald på arv efter arveforordningens artikel 13

Domstolen fastslår, at artikel 13 i forordning nr. 650/2012 skal fortolkes snævert. Retterne i den medlemsstat, hvor arvingen har sit sædvanlige opholdssted, har ikke kompetence til at godkende arvingens nægtelse af at være omfattet af retsvirkningerne af undladelsen af at fremsætte en erklæring om afkald på arv inden for den fastsatte frist.

Domstolen begrunder afgørelsen ud fra ordlyden, konteksten og formålet med forordningen.

Begrænsning af kompetence under artikel 13

• Artikel 13 fastsætter et alternativt værneting for at lette arvingens skridt, især når arvingen har bopæl i en anden medlemsstat end den, hvor arvesagen behandles (hovedkompetencen under artikel 4).
• Ordlyden af artikel 13 begrænser denne supplerende kompetence til udelukkende at modtage erklæringerne.
• En handling, hvor en national retsinstans skal godkende en nægtelse af at blive omfattet af retsvirkningerne af en forsinket erklæring, er ikke blot en modtagelseshandling; det er en handling, der går videre og kræver en materiel bedømmelse eller indledning af en procedure, der ligger uden for den blotte modtagelse af erklæringen.
• Sådanne yderligere foranstaltninger, der er nødvendige for at erklæringerne kan have visse retsvirkninger (fastsat i den lov, der finder anvendelse på arven, jf. artikel 23, stk. 2, litra e)), falder ind under den generelle kompetence, der er fastsat i forordningens artikel 4 (i dette tilfælde de tyske retsinstanser). Domstolen bekræfter hermed, at artikel 13 har en begrænset rækkevidde.

Afgørelsen cementerer princippet om den begrænsede og supplerende karakter af den retslige kompetence, der er tildelt arvingens opholdsstats domstole i henhold til arveforordningen.

Principper for fortolkning af Arveforordningen (650/2012)

• Ensartet fortolkning (Autonom EU-retlig Fortolkning): Bestemmelser i EU-retten, der ikke henviser til national ret, skal fortolkes ensartet i hele Unionen under hensyntagen til ordlyden, sammenhængen og formålet med den pågældende lovgivning (Præmis 28).
• Generel Kompetence (Artikel 4): Hovedreglen er, at retterne i den medlemsstat, hvor afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, er kompetente til at træffe afgørelse om hele arven (Lex Domicilii).
• Supplerende Kompetence (Artikel 13): Denne kompetenceregel har til formål at forenkle arvingers skridt og er begrænset til kun at modtage de formelle erklæringer om vedgåelse eller afkald på arv. Den omfatter ikke substansielle retsakter eller godkendelser, der går ud over den blotte modtagelse.
• Anvendelsesområdet for Lex Successionis (Artikel 21 og 23): Den lov, der finder anvendelse på arven (normalt loven i afdødes opholdsland), regulerer materielle spørgsmål, herunder vilkårene for og virkningerne af afkald på arv. Godkendelse af en forsinket nægtelse af retsvirkninger er et sådant materielt spørgsmål, som falder uden for den formelle modtagelseskompetence i artikel 13.

Lignende afgørelser

EU-Domstolen

EU-rettens forrang: National domstol skal tilsidesætte højere retsinstans' fejlagtige fortolkning af arvereguleringen (Forordning 650/2012)

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra en polsk førsteinstansret, Sąd Rejonowy Szczecin – Prawobrzeże i Zachód ...

17. juli 2023Læs mere