Search for a command to run...
Dato
26. februar 2025
Udsteder
Domstolen
Land
Frankrig
Dommer
EU-medlemsstater, Frankrig, Tjekkiet, Europa-Kommissionen, EU’s institutioner og organer
Dokument
Nøgleord
Sagen omhandler en præjudiciel anmodning fra den franske Cour de cassation vedrørende fortolkningen af artikel 25, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen (forordning (EU) nr. 1215/2012). Tvisten opstod mellem det italienske selskab Società Italiana Lastre SpA (SIL) og det franske selskab Agora SARL i forbindelse med en leveringskontrakt.
Kontrakten indeholdt en værnetingsaftale, der udpegede retten i Brescia (Italien) som kompetent, men samtidig gav SIL retten til at anlægge sag ved enhver anden kompetent ret i Italien eller i udlandet. Agora udfordrede denne klausul i de franske domstole, idet man hævdede, at dens ubalancerede og unøjagtige karakter gjorde den ugyldig. SIL gjorde indsigelse og fastholdt, at gyldigheden skulle bedømmes i henhold til italiensk ret, som er lovgivningen i den udpegede medlemsstat, jf. artikel 25, stk. 1.
Den forelæggende ret ønskede primært afklaret, om:
Sagen kredser således om afgrænsningen mellem EU-rettens autonome gyldighedskrav til værnetingsaftaler og de nationale retsregler vedrørende materiel ugyldighed.
Domstolen fastslog, at vurderingen af en værnetingsaftales præcision og potentielle ubalancerede karakter (asymmetri) skal ske på grundlag af de autonome kriterier, der er fastsat i Bruxelles Ia-forordningen, og ikke på baggrund af den nationale rets definition af »materiel ugyldighed«.
Domstolen præciserede, at begrebet »materielt ugyldig« i artikel 25, stk. 1, henviser til de almindelige ugyldighedsgrunde for aftaler, der ikke er reguleret af EU-retten, såsom mangler ved viljeserklæringen (fejl, svig, vold eller manglende retsevne).
»Dette begreb omfatter de almindelige grunde til en aftales ugyldighed, nemlig bl.a. mangler ved viljeserklæringen såsom fejl, bedrageri, vold og manglende retsevne, som er grunde, der til forskel fra gyldighedsbetingelserne for værnetingsaftaler ikke er reguleret af Bruxelles Ia-forordningen, men af lovgivningen i den medlemsstat, hvis retter er udpeget.« (Præmis 36)
Domstolen bekræftede, at en asymmetrisk værnetingsaftale, som giver den ene part (her SIL) flere valgmuligheder end den anden (Agora), som udgangspunkt er gyldig, så længe den overholder de autonome EU-retlige krav, idet princippet om parternes aftalefrihed skal respekteres uden for de beskyttede områder (forsikring, forbrugere og arbejde).
| Krav til Gyldighed (Artikel 25, stk. 1 og 4) |
|---|
| 1. Aftalen skal udpege retter i én eller flere stater, der enten er EU-medlemsstater eller parter i Lugano II-konventionen. (En henvisning til enhver 'kompetent ret i udlandet' uden for disse områder er i strid med forordningen). |
| 2. Aftalen skal tilstrækkeligt præcist angive de objektive forhold for at sætte den ret, som sagen er indbragt for, i stand til at afgøre, om den er kompetent. |
| 3. Aftalen må ikke stride mod de beskyttende bestemmelser i forordningens artikel 15, 19 eller 23 (vedrørende forsikrings-, forbruger- og arbejdsret) eller fravige enekompetence i henhold til artikel 24. |
Afgørelsen fastlægger flere vigtige principper vedrørende fortolkningen af værnetingsaftaler under Bruxelles Ia-forordningen:
Fri Vilje: Uden for de beskyttede kompetenceområder (forsikrings-, forbruger- og arbejdsret) er princippet om parternes frie vilje og aftalefrihed altafgørende. Asymmetriske klausuler er derfor generelt tilladte, da de afspejler parternes indgåede aftale.
Præcisionskravet (Selvstændigt Kriterium): En værnetingsaftale skal angive de objektive forhold, som parterne er nået til enighed om, med tilstrækkelig præcision, således at den ret, der får sagen forelagt, uden vanskeligheder kan fastslå sin kompetence. Dette krav er essentielt for at opfylde målene om retssikkerhed og forudsigelighed i forordningen.
Geografisk Omfang: En værnetingsaftale må kun udpege retter i EU-medlemsstater eller stater, der er parter i Lugano II-konventionen, for at opfylde præcisionskravet under Bruxelles Ia-forordningen. En henvisning til »enhver anden kompetent ret i udlandet« kan underminere retssikkerheden og skabe kompetencekonflikter, da EU-retten ikke regulerer kompetencen i tredjelande.

Kursus afholdes:
11. november 2025 Hvidovre
18. november 2025 Vejle
Lignende afgørelser

Sø- og Handelsretten
Sagen vedrørte et krav fra Qudos Insurance A/S under konkurs mod Broker Advice S.r.l. om tilbagebetaling af uoptjent agentprovisio...

EU-Domstolen
Denne sag omhandler fortolkningen af reglerne om internationalt værneting i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 (Bruxelles I-forord...

EU-Domstolen
Denne sag om præjudiciel forelæggelse fra Nejvyšší soud (øverste domstol, Den Tjekkiske Republik) vedrører fortolkningen af kompet...