Tilbagekaldelse eller afslag på flygtningestatus baseret på sikkerhedsrisiko fra handlinger forud for indrejse i værtsmedlemsstaten (Sag C-454/23)

Sagen vedrører en præjudiciel anmodning fra en cypriotisk forvaltningsdomstol i forbindelse med en tvist mellem K.A.M., en marokkansk statsborger, og Republikken Cypern.

K.A.M. søgte om international beskyttelse i Cypern. De cypriotiske asylmyndigheder fastslog, at han opfyldte de materielle betingelser for flygtningestatus, idet han havde en velbegrundet frygt for forfølgelse i sit hjemland.

Imidlertid afslog asyltjenesten at tildele ham status, efter at Kontoret for Terrorbekæmpelse havde identificeret ham som en fare for statens sikkerhed. Afslaget var baseret på påstået adfærd og handlinger, såsom operationel aktivitet for en terrorgruppe og trusler mod ambassader, som K.A.M. angiveligt havde udvist uden for Cypern forud for sin indrejse i landet.

Spørgsmålet for EU-Domstolen var, om artikel 14, stk. 4, litra a), og artikel 14, stk. 5, i direktiv 2011/95/EU (Kvalifikationsdirektivet) tillader en medlemsstat at nægte eller tilbagekalde flygtningestatus på grundlag af denne tidligere adfærd, og om denne fortolkning er gyldig i lyset af EU-retten og Genèvekonventionens strenge udelukkelseskriterier (artikel 1, afsnit F).

Centrale spørgsmål til Domstolen:

• Kan vurderingen af faren for national sikkerhed baseres på handlinger, der ligger forud for indrejsen i medlemsstaten?
• Er denne adgang i direktivet (Art. 14, stk. 4, litra a)) forenelig med Genèvekonventionen, der fastsætter udtømmende udelukkelsesgrunde?
• Hvilken standard skal anvendes for begrebet »fare for sikkerheden i medlemsstaten« i denne kontekst?

Domstolen fastslog, at artikel 14, stk. 4, litra a), og artikel 14, stk. 5, i direktiv 2011/95/EU skal fortolkes således, at de giver medlemsstaterne mulighed for at tilbagekalde eller afslå at tildele flygtningestatus på grundlag af farer, der stammer fra flygtningens handlinger eller adfærd, selv hvis disse er foregået forud for indrejsen i medlemsstaten.

Vurderingen af sikkerhedsrisiko

Domstolen understregede, at udtrykket »rimelig grund til at anse [flygtningen for] en person, der udgør en fare for sikkerheden« i direktivets artikel 14, stk. 4, litra a), er af generel karakter og ikke er underlagt nogen udtrykkelig geografisk eller tidsmæssig begrænsning.

• Tidligere forhold eller adfærd, der kan tilregnes flygtningen, herunder handlinger begået i et andet land før indrejsen i værtsmedlemsstaten, er relevante for at vurdere personens tendens til i fremtiden at udgøre en risiko for national sikkerhed.
• Dette gælder især ved behandling af en førstegangsansøgning, da en udelukkelse af tidligere adfærd ville fratage artikel 14, stk. 5, en del af dens effektive virkning.