Tidsmæssig anvendelse af EECC: 20-års forudsigelighed for radiofrekvensrettigheder gælder ikke rettigheder tildelt før 2018/1972

Sagen omhandler en præjudiciel anmodning fra en slovensk domstol vedrørende fortolkningen af reglerne for forlængelse af individuelle brugsrettigheder til harmoniserede radiofrekvenser, især spørgsmålet om direktiv (EU) 2018/1972 (Den Europæiske Kodeks for Elektronisk Kommunikation, EECC) kan anvendes på rettigheder, der er tildelt før direktivets ikrafttræden.

T-2, et slovensk selskab, fik tildelt 15-årige brugsrettigheder til radiofrekvenser i 2006. Ved udløbet i 2021 ansøgte T-2 om en forlængelse på fem år, idet selskabet påberåbte sig artikel 49, stk. 2, i EECC-direktivet, som fastsætter en forpligtelse til at sikre reguleringsmæssig forudsigelighed i mindst 20 år for investeringer i trådløs bredbåndsinfrastruktur. Agenturet afslog ansøgningen med henvisning til, at den daværende slovenske lovgivning (ZEKom-1) udelukkede forlængelse ud over 15 år, og at EECC ikke fandt anvendelse med tilbagevirkende kraft.

De centrale EU-retlige spørgsmål var:

• Skal artikel 49, stk. 1 og 2, i direktiv 2018/1972 anvendes på forlængelse af rettigheder tildelt før direktivets ikrafttræden, men som udløber derefter?
• Har EECC-bestemmelserne direkte virkning, hvis de finder anvendelse?
• Hvilke kriterier (under EECC eller de ældre direktiver 2002/20/EF) skal anvendes ved vurderingen af en passende varighed eller pligten til forlængelse?

EECC trådte i kraft den 21. december 2020, efter at T-2's rettigheder var tildelt, men før de udløb. Sagen krævede en præcis fortolkning af principperne for en EU-retsakts tidsmæssige anvendelse på en allerede etableret retlig situation.

Domstolens afgørelse om EECC's tidsmæssige anvendelse

Domstolen fastslog, at artikel 49, stk. 1 og 2, i direktiv 2018/1972 (EECC) ikke finder anvendelse på forlængelse af varigheden af individuelle brugsrettigheder til radiofrekvenser, der er tildelt før datoen for direktivets ikrafttræden, selvom disse rettigheder udløber efterfølgende.

Domstolen begrundede sin afgørelse med henvisning til de grundlæggende principper for EU-retsakters tidsmæssige anvendelse:

• En ny retsregel skal anvendes øjeblikkeligt på de fremtidige virkninger af en situation, der er opstået under den tidligere lovgivning, men den finder ikke anvendelse på retlige situationer, der er opstået og endeligt fastlagt før ikrafttrædelsen (præmis 39).
• Tildelingen af T-2's 15-årige brugsrettigheder udgjorde en retlig situation, der var opstået og endeligt fastlagt, især da hverken den oprindelige tildelingsafgørelse eller de tidligere direktiver (2002/20) indeholdt bestemmelser om forlængelse (præmis 45).