Dommerfordeling og Domstolsprøvelse: Krav om Effektiv Retsbeskyttelse ved Sagsfordeling

Denne præjudicielle forelæggelse, indgivet af Sofijski gradski sad (byretten i Sofia, Bulgarien), vedrører fortolkningen af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og artikel 47 i EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder. Sagen udspringer af en straffesag mod YR m.fl. vedrørende deltagelse i organiseret kriminel gruppe og skatteunddragelse, hvor en anerkendelse af skyld ville indebære anvendelse af rammeafgørelser om organiseret kriminalitet, hvilket bragte sagen inden for EU-rettens anvendelsesområde. Konflikten opstod i forbindelse med omfordelingen af sagen, efter at den oprindelige specialdomstol blev nedlagt, og sagen blev overført til byretten i Sofia.

Domstolen fastslår, at kravet om effektiv retsbeskyttelse ikke er til hinder for, at en national ordning lader en retsinstans’ administrative leder håndtere den initiale tvivl om lovligheden af en sagsfordeling, forudsat at lederens afgørelse om tildeling eller omfordeling kan underkastes efterfølgende domstolsprøvelse.

Effektiv Retsbeskyttelse og Uafhængighed (Art. 19 TEU & Art. 47 Charter)

Domstolen præciserer, at nationale regler om fordeling af sager ved en retsinstans har en direkte forbindelse med kravet om en »uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov«, som er et essentielt element i den effektive retsbeskyttelse i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og chartrets artikel 47.

• Domstol oprettet ved lov: Dette krav vedrører ikke blot selve retsgrundlaget for domstolens eksistens, men også domstolens sammensætning i hver enkelt sag. Tilsidesættelse af reglerne for udpegning af dommere kan have en utilbørlig påvirkning på retsafgørelserne.
• Krav om domstolsprøvelse: En effektiv retsbeskyttelse kræver, at overholdelsen af nationale regler om sagsfordeling kan gøres til genstand for domstolsprøvelse, enten på anmodning af en part eller ex officio, hvis der er alvorlig tvivl.
• Administrative vs. Dømmende funktioner: EU-retten er ikke til hinder for, at den administrative leder – som selv er dommer – foretager den initiale efterprøvelse og eventuel omfordeling, hvis national ret giver lederen denne prærogativ.

Domstolen afviser det andet spørgsmål som uantageligt, da det vedrører disciplinærsager mod dommerne, hvilket ikke har den nødvendige forbindelse til den verserende straffesags realitet. Spørgsmålet om disciplinærforfølgning af dommere skal i givet fald behandles i disciplinærsagen selv.