Boliglånsdirektivet: Bank skal kun give ét repræsentativt eksempel i generelle oplysninger, uanset antallet af rentetyper

Sagen angår en præjudiciel anmodning fra Oberster Gerichtshof (Østrig) vedrørende fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/EU om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse (boliglånsdirektivet).

Tvisten stod mellem den østrigske forbrugerbeskyttelsesorganisation, Verein für Konsumenteninformation (VKI), og banken BAWAG P.S.K. Bank.

BAWAG tilbød forbrugerne lån med tre forskellige rentestrukturer: fast rente, variabel rente og blandet rente. I de generelle oplysninger, som banken udleverede i et informationsblad, blev der dog kun fremlagt repræsentative eksempler for kreditaftaler med variabel rente – ét for lån med pant og ét for lån uden pant. VKI mente, at dette var utilstrækkeligt, og at banken var forpligtet til at fremlægge et repræsentativt eksempel for hver af de tilbudte rentetyper for at opfylde kravene i direktivet.

Centrale spørgsmål til Domstolen

Det centrale spørgsmål var, om artikel 13, stk. 1, litra g), i direktiv 2014/17/EU, som kræver, at kreditgiveren fremlægger "et repræsentativt eksempel" for bl.a. de årlige omkostninger i procent (ÅOP), forpligter kreditgiveren til at angive et eksempel for hver form for forrentning, når flere typer rentesatser tilbydes.

Domstolen konkluderede, at artikel 13, stk. 1, litra g), i direktiv 2014/17/EU skal fortolkes således, at en kreditgiver, der tilbyder kreditaftaler med fast, variabel eller blandet rente, kun er forpligtet til at give et enkelt eksempel på de kreditter, som kreditgiveren tilbyder, forudsat at dette ene eksempel er repræsentativt.

Domstolens ræsonnement

Domstolen lagde vægt på ordlyden og formålet med bestemmelsen:

• Artiklen anvender den ubestemte artikel »et« (et repræsentativt eksempel), hvilket indikerer, at et enkelt eksempel er tilstrækkeligt.
• Formålet med det repræsentative eksempel i de generelle oplysninger er at illustrere de finansielle nøgletal (som ÅOP og samlede omkostninger) og ikke at dække mangfoldigheden af de tilbudte rentetyper.
• Direktivet opererer med et informationssystem på to niveauer: de indledende generelle oplysninger (artikel 13) og de individuelle oplysninger forud for aftaleindgåelsen (artikel 14). De generelle oplysninger skal ikke være udtømmende, da de kun tjener et indledende orienteringsformål.
• Kravet om at oplyse om de forskellige rentetyper (fast/variabel/blandet) og deres konsekvenser er dækket af artikel 13, stk. 1, litra e), og skal derfor ikke gentages og illustreres særskilt under litra g).