Search for a command to run...
Dato
26. februar 2025
Udsteder
Domstolen
Land
Tyskland
Dommer
EU-medlemsstater, Estland, EU’s institutioner og organer, Polen, Europa-Kommissionen
Dokument
Nøgleord
Sagen omhandler en tvist mellem Apotherkerkammer Nordrhein (apotekerkammeret i Nordrhein, Tyskland) og DocMorris NV, et nederlandsk postordreapotek, vedrørende lovligheden af forskellige reklamekampagner, som DocMorris benyttede i Tyskland i perioden 2013-2015. Kampagnerne bestod primært af økonomiske fordele (rabatter, værdikuponer eller øjeblikkelige betalinger) knyttet til kundernes fremsendelse af recepter for receptpligtige lægemidler.
DocMorris anlagde sag mod Apotekerkammeret med krav om erstatning, da apotekerkammeret havde opnået foreløbige foranstaltninger (fogedforbud) mod kampagnerne, som DocMorris mente var ubegrundede. Kernespørgsmålet for den forelæggende tyske ret var, hvorvidt disse salgsfremmende foranstaltninger faldt ind under begrebet »reklame for lægemidler« i henhold til direktiv 2001/83/EF, eller om de udelukkende vedrørte valget af apotek.
| Kampagnetype | Formål | EU-retligt spørgsmål |
|---|---|---|
| Belønning (2,50 EUR – 20 EUR) pr. recept, ukendt nøjagtigt beløb | Øjeblikkelig økonomisk fordel for at vælge apoteket. | Er det reklame for lægemidler? Er forbuddet foreneligt med Art. 34 TEUF (fri varebevægelighed)? |
| Værdikuponer til efterfølgende køb af ikke-receptpligtige lægemidler | Rabat for at købe apotekets øvrige sortiment. | Er det reklame for lægemidler? Er forbuddet foreneligt med kravet om rationel brug (Art. 87, stk. 3)? |
Den tyske lovgivning (HWG) forbød visse typer af reklamegaver og rabatter i forbindelse med lægemiddelsalg. Hvis EU-direktiv 2001/83 fandt anvendelse, skulle de nationale forbud vurderes ud fra harmoniserede EU-regler om reklame. Hvis direktivet ikke fandt anvendelse, skulle de nationale forbud vurderes ud fra traktatens regler om fri bevægelighed (Art. 34 TEUF og E-handelsdirektivet 2000/31/EF).
Domstolen sondrede skarpt mellem de forskellige typer af reklamekampagner baseret på deres primære formål – at fremme salget af lægemidlet eller at fremme valget af apotek.
Kampagner med øjeblikkelig prisnedsættelse/betaling for receptpligtige lægemidler: Disse er ikke omfattet af begrebet »reklame for lægemidler« i henhold til artikel 86, stk. 1, i direktiv 2001/83/EF. Da beslutningen om at ordinere lægemidlet alene henhører under lægens ansvar, påvirker incitamentet kun kundens valg af apotek, ikke kundens eller lægens beslutning om at forbruge lægemidlet.
Kampagner med værdikuponer til senere køb af ikke-receptpligtige lægemidler: Disse er omfattet af begrebet »reklame for lægemidler«. Værdikuponer, der kan anvendes til køb af ikke-receptpligtig medicin, fremmer forbruget af disse lægemidler og sidestiller dem med almindelige forbrugsvarer. Dette strider mod det primære formål med direktivet, som er beskyttelse af folkesundheden og sikring af rationel brug af medicin.
Domstolen vurderede det tyske forbud mod kampagnen med en belønning på mellem 2,50 EUR og 20 EUR (hvor det nøjagtige beløb ikke kendes) op imod artikel 34 TEUF (fri varebevægelighed) og artikel 3, stk. 4, litra a), i direktiv 2000/31 (E-handelsdirektivet).
Disse bestemmelser skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning, der med henblik på at beskytte forbrugerne forbyder en reklamekampagne, hvorved kunderne på et apotek [...] tilbydes en pengeydelse, uden at det er muligt at kende det nøjagtige beløb for denne belønning.
Forbuddet udgør en restriktion for den frie bevægelighed, men er berettiget af hensyn til forbrugerbeskyttelse, da angivelsen af et beløbsinterval uden kendt beregningsmetode kan få forbrugeren til at overvurdere belønningen, hvilket er særligt relevant ved køb af dyre eller kroniske lægemidler.
Domstolen fandt, at et nationalt forbud mod reklamekampagner, der fremmer salg af receptpligtige lægemidler ved at tilbyde værdikuponer til senere køb af ikke-receptpligtige lægemidler, ikke er i strid med artikel 87, stk. 3, i direktiv 2001/83/EF.
Disse incitamenter skaber en risiko for irrationel og overdreven brug af ikke-receptpligtige lægemidler ved at sidestille dem med almindelige forbrugsvarer, hvilket strider mod kravet om at fremme rationel brug.
Afgørelsen fastlægger vigtige principper for fortolkningen af EU-rettens regler om lægemiddelreklame og grænseoverskridende apotekssalg.
En reklamekampagne, der udelukkende påvirker kundens valg af apotek for et allerede ordineret receptpligtigt lægemiddel, er ikke reklame for lægemidler, da den ikke fremmer ordinering eller forbrug af selve produktet (idet ordineringen er lægens ansvar, jf. 50. betragtning til direktiv 2001/83/EF).
En reklamekampagne, der er knyttet til køb af receptpligtig medicin, men giver fordele til køb af ikke-receptpligtige lægemidler (OTC-medicin), betragtes som reklame for lægemidler, da den fremmer forbruget af sidstnævnte.
Nationale forbud mod salgsfremmende foranstaltninger, som ikke er omfattet af de harmoniserede reklamebestemmelser, men begrænser markedsadgangen for udenlandske apoteker, udgør en foranstaltning med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner (Art. 34 TEUF).
Et sådant forbud kan dog berettiges af tvingende almene hensyn som forbrugerbeskyttelse, hvis det er egnet og proportionalt. Forbud mod variable, uspecificerede rabatter (hvor forbrugeren ikke kan beregne den nøjagtige fordel) kan anses for proportionale til at beskytte forbrugerne mod vildledning.

2. juni 2026 Hvidovre
3. juni 2026 Aarhus
Formål og udbytte
Lignende afgørelser

EU-Domstolen
Sagen omhandler fortolkningen af direktiv 2001/83/EF om humanmedicinske lægemidler og direktiv 2005/29/EF om urimelig handelspraks...

EU-Domstolen
Sagen omhandler en tvist mellem RLvS Verlagsgesellschaft mbH (RLvS), udgiver af annoncebladet GOOD NEWS, og Stuttgarter Wochenblat...

EU-Domstolen
Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Consiglio di Stato (Italien) vedrørende fortolkningen af direktiv 2006/1...