Fortolkning af statsstøtte: Tysk fritagelse for netafgifter finansieret via obligatorisk tillægsafgift udgør statsmidler

Stadfæstelse af statsmidler (Artikel 107, stk. 1, TEUF)

Domstolen stadfæstede Rettens vurdering af, at den omtvistede tillægsafgift udgjorde »statsmidler«, idet den fulgte princippet om alternative kriterier. Det var tilstrækkeligt, at midlerne stammede fra et obligatorisk bidrag pålagt ved national lovgivning, som var forvaltet og fordelt i overensstemmelse hermed.

Domstolen fandt det bevist, at:

• Forbundsnetagenturets afgørelse af 2011 var en lovgivningsmæssig foranstaltning, der pålagde distributionsnetoperatørerne en forpligtelse til at opkræve tillægsafgiften hos netbrugerne (slutdebitorerne).
• Selvom forpligtelsen til at betale ikke var udtrykkeligt fastsat for netbrugerne, indebar den effektive virkning af pligten til at opkræve nødvendigvis en symmetrisk pligt for debitorerne til at betale.
• Systemet sikrede netoperatørerne fuld kompensation for deres indtægtstab som følge af fritagelsen, da afgiftens størrelse blev fastsat efter en metode fastlagt af den statslige reguleringsmyndighed, hvilket beviser statslig kontrol over brugen og fordelingen af midlerne.

Da eksistensen af et obligatorisk bidrag var fastslået, var det ikke nødvendigt at undersøge det alternative kriterium om statslig kontrol med midlernes forvaltning for at konkludere, at statsmidler var involveret.

EEG-loven af 2012 pålagde netoperatører at købe EEG-el til garanterede feed-in-tariffer eller markedstillæg, som var højere end markedsprisen. De resulterende omkostninger blev dækket gennem en mekanisme, den såkaldte EEG-afgift, som transmissionsnetoperatørerne opkrævede hos el-leverandørerne, og som i praksis blev væltet over på de endelige forbrugere. Loven indeholdt også en særlig kompensationsordning, der begrænsede EEG-afgiften for energiintensive virksomheder for at sikre deres konkurrenceevne.

Kommissionen havde oprindeligt fastslået, at både støtten til producenterne og fritagelsen for de energiintensive brugere udgjorde statsstøtte, da finansieringsmekanismen var at sidestille med en afgift pålagt af staten, og midlerne (EEG-afgiften) forblev under offentlig kontrol.

Hovedargumenter fremsat af Tyskland

Forbundsrepublikken Tyskland hævdede i sin appel, at Retten og Kommissionen havde begået retlige fejl ved at kvalificere EEG-afgiften som statsmidler. Tyskland anførte, at:

• Midlerne fra EEG-afgiften ikke havde forbindelse til statsbudgettet eller en offentlig institutions budget.
• Transmissionsnetoperatørerne, som administrerede afgiften, ikke handlede som statslige koncessionshavere, men som private aktører, hvis opgave var at sikre, at loven blev overholdt, ikke at udøve kontrol med selve midlerne.
• EEG-afgiften ikke var en afgift, da der ikke var nogen lovpligtig pligt for el-leverandørerne til at vælte omkostningen over på de endelige forbrugere; der var tale om et privatretligt ydelse/modydelse-forhold.