Search for a command to run...
Dato
Myndighed
Dokumenttype
Sted
Emner
Eksterne links
Parter
Dommer
Privatperson
Generaladvokat
EU’s institutioner og organer, Europa-Parlamentet
Appellen vedrører et søgsmål, anlagt af Carles Puigdemont i Casamajó og Antoni Comín i Oliveres, med påstand om annullation af retsakter fra Europa-Parlamentets formand. Disse retsakter afviste i maj og juni 2019 at give appellanterne adgang til faciliteter og anerkendelse som medlemmer af Europa-Parlamentet (MEP'er) efter deres valg i Spanien.
Sagens kerne ligger i, at appellanterne, på grund af verserende straffesager i Spanien, ikke havde aflagt den ed eller det løfte om troskab mod den spanske forfatning, som er fastsat i spansk valglov (artikel 224, stk. 2). Som følge heraf meddelte de spanske myndigheder Parlamentet, at appellanternes mandater var ledige.
Retten afviste oprindeligt søgsmålet med den begrundelse, at de anfægtede retsakter (instruksen af 29. maj 2019 og skrivelsen af 27. juni 2019) ikke var bindende retsakter, der kunne gøres til genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF, idet de blot tog til efterretning en eksisterende retlig situation skabt af de spanske nationale myndigheder.
Hovedspørgsmålet for Domstolen var, om Retten begik fejl ved at fastslå, at Parlamentets formand var forpligtet til at følge de officielle meddelelser fra en medlemsstat vedrørende valgte medlemmers mandater, uanset om de nationale krav (som eden) var forenelige med EU-retten. Appellanterne gjorde gældende, at Parlamentet havde enekompetence, eller i det mindste skulle kontrollere, om de nationale krav stred mod EU-retten, især i lyset af senere retspraksis (Junqueras Vies-dommen, C-502/19), som fastslog, at status som MEP opnås ved den officielle bekendtgørelse af valgresultaterne.
Domstolen forkaster appellen i sin helhed og stadfæster Den Europæiske Unions Rets dom. Domstolen når frem til, at Retten ikke begik fejl ved at afvise annullationssøgsmålet mod Europa-Parlamentets formands afslag på at anerkende appellanterne som MEP'er før den officielle meddelelse.
Domstolen fastslår, at Europa-Parlamentets beføjelser i valgsager er snævert defineret af valgaktens artikel 12, som pålægger Parlamentet at »tage de valgresultater, der officielt er bekendtgjort af medlemsstaterne, til efterretning«. Dette indebærer, at Parlamentet ikke har nogen skønsmargen med hensyn til at udpege de valgte medlemmer, da de nationale myndigheder er enekompetente hertil.
Domstolen stadfæster ligeledes Rettens vurdering af, at Parlamentets formands undladelse af at tage et hasteinitiativ for at sikre appellanternes privilegier og immuniteter (jf. forretningsordenens artikel 8) ikke kan anfægtes. Denne beføjelse er udtryk for en bred skønsbeføjelse, som Parlamentets formand råder over, og som ikke kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål efter artikel 263 TEUF.
Efterretningstjenesterne udtaler sig om Østre Landsrets afvisning af Ahmed Samsam-sagen og rettens vurdering af den spanske dom.

Denne kendelse fra Domstolens vicepræsident vedrører en appel fra de catalanske medlemmer af Europa-Parlamentet (MEP'er) Carles Puigdemont i Casamajó, Antoni Comín i Oliveres og Clara Ponsatí i Obiols. Appellen var rettet mod Rettens kendelse, som havde afvist deres anmodning om at udsætte gennemførelsen af Europa-Parlamentets afgørelser af 9. marts 2021 om ophævelse af deres parlamentariske immunitet. Ophævelsen af immuniteten ville fjerne en central hindring for fuldbyrdelsen af de europæiske arrestordrer (EAWs) og de relaterede indberetninger i Schengen-informationssystemet (SIS II), som de spanske myndigheder havde udstedt mod appellanterne i kølvandet på uafhængighedsfolkeafstemningen i Catalonien i 2017.
FE og PET har argumenteret for, at efterretningstjenesterne ikke har pligt til offentligt at be- eller afkræfte kapaciteter og kilder, samt at der ikke er grundlag for at antage, at Ahmed Samsam er dømt uretmæssigt i Spanien.
Niels Fenger, der siden 2019 har været Folketingets Ombudsmand, er blevet udnævnt som dansk dommer ved EU-Domstolen. Niels Fenger afløser den nuværende danske dommer ved EU-Domstolen Lars Bay Larsen.
Appellanterne argumenterede for, at den umiddelbare ophævelse af deres immunitet ville udsætte dem for en overhængende risiko for anholdelse og varetægtsfængsling i enhver EU-medlemsstat, hvilket udgjorde en alvorlig og uoprettelig skade på deres evne til at udøve deres mandat. De gjorde endvidere gældende, at Parlamentets procedure for ophævelse af immuniteten var mangelfuld og tilsidesatte princippet om upartiskhed, da ordføreren i Retsudvalget (JURI-udvalget) havde tilknytning til det politiske parti VOX, som var part i den spanske straffesag mod dem.
Europa-Parlamentet og Kongeriget Spanien (som intervenient) påstod, at risikoen for anholdelse ikke var tilstrækkelig sandsynliggjort, dels fordi fuldbyrdelsen af EAWs var underlagt de fuldbyrdende staters judicielle kontrol, dels fordi den spanske domstol havde forelagt præjudicielle spørgsmål til Domstolen (sag C-158/21), hvilket ifølge dem udsatte den nationale procedure. De argumenterede også for, at parlamentariske procedurer ikke var underlagt de samme strenge krav om upartiskhed som administrative eller retslige procedurer.

Peter Schönberger anlagde sag mod Europa-Parlamentet med påstand om annullation af en afgørelse, hvorved Udvalget for An...
Læs mere
Den Franske Republik anlagde sag mod Europa-Parlamentet vedrørende Parlamentets mødekalender for 2012 og 2013. Frankrig ...
Læs mere