Momsfritagelse for EU-varesalg og eksport: Godkendelse af salg til Storbritannien, men afvisning af afhentningskøb til Tyskland grundet manglende VIES-indberetning og dokumentation.

Sagen omhandler selskabet [virksomhed1] A/S' anvendelse af brugtmomsordningen ved videresalg af trafikskadede biler, der er opkøbt fra forsikringsselskaber. Skattestyrelsen forhøjede selskabets momstilsvar med i alt 14.888.628 kr. for perioden 1. august 2016 - 31. januar 2018, idet styrelsen ikke anså betingelserne for brugtmomsordningen eller momsfritagelse for EU-varesalg for opfyldt.

Selskabet, der driver autoophug, har opkøbt biler fra forsikringsselskaber, som disse har modtaget i forbindelse med udbetaling af erstatning. Selskabet har herefter videresolgt bilerne eller reservedele og opgjort salgsmomsen efter brugtmomsordningen. Skattestyrelsen godkendte ikke denne praksis og henviste til Højesterets dom i SKM2019.230.HR, som fastslog, at salg af forsikringsbiler ikke er omfattet af Momsloven § 69, stk. 1. Skattestyrelsen anerkendte dog momsfritagelse for salg, hvor selskabet kunne dokumentere, at køber var momsregistreret, og at bilen var transporteret til et andet EU-land i henhold til Momsloven § 34, stk. 1, nr. 1.

Klagerens principale påstand: Berettiget forventning

Selskabet gjorde gældende, at det havde en berettiget forventning om at kunne anvende brugtmomsordningen. Dette blev begrundet med, at Skattestyrelsen (daværende SKAT) havde udført 12 momskontroller af selskabet i perioden 1998-2019, hvoraf flere specifikt omhandlede selskabets anvendelse af brugtmomsordningen på forsikringsbiler. Selskabet mente, at disse kontroller, som ofte blev afsluttet uden anmærkninger vedrørende brugtmoms på forsikringsbiler, udgjorde en administrativ praksis og en blåstempling af deres håndtering. Selskabet henviste til, at Skattestyrelsen har en vejlednings- og kontrolforpligtelse, og at manglende påtale af fejl i så mange år burde skabe en retsbeskyttet forventning. Selskabet argumenterede også for, at indarbejdelsen af en deldom (SKM2014.259.VLR) i Den juridiske vejledning i 2014 ikke var tilstrækkelig til at ændre praksis, da en endelig dom (SKM2019.230.HR) først forelå i 2019, og en praksisændring burde have været udmeldt via et styresignal.

Klagerens subsidiære påstand: Momsfrit EU-varesalg

Subsidiært gjorde selskabet gældende, at en stor del af salgene til andre EU-lande skulle være momsfritaget efter Momsloven § 34, stk. 1, nr. 1. Selskabet anførte, at det ikke er et materielt krav, at køber er momsregistreret, men blot at der er tale om en afgiftspligtig person, jf. Momssystemdirektivets artikel 138 og EU-Domstolens praksis (C-492/13 Traum, C-24/15 Plöckl, C-273/11 Mecsek-Gabona). Selskabet henviste til, at Skatteministeriet selv havde tilkendegivet, at dansk praksis har administreret efter direktivet og domspraksis på dette punkt. Selskabet fremhævede, at det havde indhentet købererklæringer, og at omfanget af salg til visse købere (f.eks. 63 biler til [virksomhed3] i Polen) i sig selv burde indikere, at der var tale om afgiftspligtige personer. Selskabet afviste, at der var tale om svig, og argumenterede for, at momsens neutralitetsprincip tilsiger momsfritagelse for at undgå dobbeltbeskatning, da beskatningsretten tilhører destinationslandet.

Skattestyrelsens bemærkninger

Skattestyrelsen fastholdt, at selskabet ikke havde en berettiget forventning, da tidligere kontroller og momsverifikationssager ikke havde givet en positiv, entydig og specifik tilkendegivelse om selskabets momsforhold. Styrelsen henviste til, at passivitet eller manglende opdagelse af fejl under kontrol ikke binder myndigheden. Vedrørende EU-varesalg fastholdt Skattestyrelsen, at selskabet ikke havde løftet bevisbyrden for, at køberne var momsregistrerede på leveringstidspunktet, og at dokumentationen for transport var utilstrækkelig for de omstridte salg. Styrelsen henviste til, at selskabet ikke havde udvist den fornødne omhu for at sikre sig købers momsmæssige status, og at manglende momsnummer kunne indikere uregelmæssigheder/svig i handelskæden.