Méngradsfastsættelse og Forældelse af Krav om Dobbelterstatning under Ulykkesforsikring

Denne sag vedrører en tvist mellem en forsikringstager og GF-Forsikring om, hvorvidt et krav om forhøjet ménerstatning – herunder dobbelterstatning – var forældet, efter at en ny lægelig vurdering fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) hævede méngraden over dækningsgrænsen.

Sagens Baggrund

Klageren var involveret i en trafikulykke den 16. september 2019 og havde tegnet en ulykkesforsikring, som indeholdt en betingelse om fordoblet erstatning ved en méngrad på 30% eller derover. Efter modtagelse af speciallægeerklæring fastsatte GF-Forsikring méngraden til 25% den 14. oktober 2021 og udbetalte erstatningen, hvorefter sagen blev afsluttet.

I sit afslutningsbrev gjorde selskabet opmærksom på muligheden for at få sagen forelagt AES for vurdering af méngraden. Brevet indeholdt også en klar advarsel om forældelse:

"Sagen er nu afsluttet herfra. Hvis du har indsigelser til afgørelsen, skal du kontakte os inden et år fra dette brevs dato. Vi gør opmærksom på, at et eventuelt krav kan være forældet, hvis det først rejses mere end et år efter sagens afslutning."

Tvist om Méngrad og Krav

En uvildig AES-vurdering, iværksat af modpartens forsikringsselskab i januar 2022, konkluderede den 28. februar 2025, at det varige mén udgjorde 30%.

Klageren fremsendte den 6. marts 2025 AES' udtalelse til GF-Forsikring og krævede udbetaling af den fordoblede erstatning, hvilket GF afviste med henvisning til, at kravet var forældet.

Parternes Hovedpåstande

Klageren argumenterede for, at kravet ikke var forældet. Klageren anførte, at selskabets afslutningsbrev var uklart, da det omtalte muligheden for AES-forelæggelse uden at angive en specifik frist, hvilket burde fortolkes mod selskabet. Klageren påberåbte sig desuden, at Forsikringsaftalelovens § 21 (om meddelelse uden ophold) medførte, at forældelsesreglerne ikke var overholdt.

GF-Forsikring fastholdt, at kravet var forældet i henhold til Forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, da klageren først henvendte sig den 6. marts 2025, længe efter at den 1-årige tillægsfrist udløb den 14. oktober 2022. Selskabet gjorde gældende, at relationen til det andet forsikringsselskab og dennes forelæggelse for AES var irrelevant for forældelsen i forhold til klagerens egen ulykkesforsikring.

Klageren får ikke medhold i klagen.

Nævnet fandt, at klagerens krav var forældet på tidspunktet for klagerens henvendelse til selskabet den 6. marts 2025.