Hjemvisning af skønsmæssig ansættelse af virksomhedsresultat for 2017-2018 efter fremlæggelse af omfattende regnskabsmateriale i klagesagen

Sagen omhandler en klage over Skattestyrelsens skønsmæssige forhøjelser af skattepligtigt resultat af virksomhed for indkomstårene 2012-2019 samt grundlaget for ekstraordinær genoptagelse. Klageren driver et interessentskab (I/S) med sin ægtefælle og har i store dele af perioden ikke selvangivet virksomhedsresultat eller indsendt fyldestgørende regnskabsmateriale, hvilket har ført til Skattestyrelsens skønsmæssige ansættelser baseret på bankkontoudtog og indberettede lønoplysninger.

Klageren har ikke fremlagt dokumentation for, at indsætninger på bankkonti var skattefrie eller allerede beskattede midler, ligesom der manglede bilag for en række udgifter. Klageren anførte, at bilag var bortkommet ved flytning, og at visse indsætninger stammede fra private kilder (golfvenner, travspilgevinster).

Skattestyrelsen forhøjede omsætningen for 2019 med 270.893 kr. og nægtede fradrag for udgifter på 117.292 kr. grundet manglende dokumentation. Derudover blev biludgifter justeret, idet en personbil blev anset for 100% privat anvendt, og en varebil 40% privat. Skattestyrelsen godkendte dog fradrag for nægtet købsmoms på husleje. Den samlede forhøjelse for 2019 udgjorde 27.903 kr. i forhold til den oprindelige skønsmæssige ansættelse.

For indkomstårene 2012-2018 foretog Skattestyrelsen ligeledes skønsmæssige ansættelser, hvilket resulterede i forhøjelser for 2012, 2014, 2017 og 2018. For 2013, 2015 og 2016 fandt Skattestyrelsen, at tidligere skønnede overskud var for høje, men kunne ikke nedsætte disse ekstraordinært.

En central del af sagen var spørgsmålet om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for 2012-2017, da den ordinære ligningsfrist var overskredet. Skattestyrelsen begrundede genoptagelsen med, at klageren havde handlet mindst groft uagtsomt ved at have bevirket, at indkomstskatten var fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5. Fristerne for varsling og afgørelse i henhold til Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 blev anset for overholdt, da kundskabstidspunktet blev fastsat til modtagelsen af bankkontoudtog fra pengeinstitutterne.

Klageren bestred også fordelingen af virksomhedens overskud, idet Skattestyrelsen havde fordelt det ligeligt mellem klageren og ægtefællen, da der ikke forelå en interessentskabskontrakt. Klageren mente, at Skat tidligere havde anset klageren for eneejer.