Beskatning af fri bil - Splitleasing - Kørsel mellem hjem og arbejde - Ligningsloven § 9 B og § 16

Sagen omhandler et selskab, der blev pålagt at indberette værdi af fri bil for selskabets hovedanpartshaver. Selskabet og hovedanpartshaveren havde indgået en splitleasing-aftale for en Mercedes-Benz AMG, hvor fordelingen af kørsel var aftalt til 90% erhvervsmæssig og 10% privat. Skattestyrelsen tilsidesatte aftalen, da det fremlagte kørselsregnskab blev anset for mangelfuldt og ukorrekt.

Sagens kerne

Kernen i sagen var validiteten af det førte kørselsregnskab. Skattestyrelsen og efterfølgende Landsskatteretten fandt flere afgørende fejl:

• Fejlklassificering af kørsel: 17 kørsler mellem hovedanpartshaverens private bopæl og selskabets adresse var registreret som erhvervsmæssige. Klageren anførte, at dette skyldtes forretningsmøder afholdt i hjemmet under corona-pandemien. Retten fastslog dog, at kørsel mellem sædvanlig bopæl og fast arbejdssted er privat kørsel i henhold til Ligningsloven § 9 B, uanset formålet.
• Manglende dokumentation: Det oprindelige kørselsregnskab manglede angivelse af det erhvervsmæssige formål for størstedelen af de registrerede ture.
• Efterrationalisering: Et senere, korrigeret kørselsregnskab blev afvist som en efterrationalisering uden bevismæssig værdi.

Da kørselsregnskabet ikke kunne dokumentere den faktiske fordeling mellem privat og erhvervsmæssig kørsel, var betingelserne for at anerkende splitleasing-aftalen ikke opfyldt. Hovedanpartshaveren blev derfor anset for at have haft bilen til rådighed for privat benyttelse og skulle beskattes heraf i henhold til Ligningsloven § 16, stk. 4. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om at pålægge selskabet at indberette yderligere 43.428 kr. for værdi af fri bil.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslår, at en grundlæggende forudsætning for at anerkende en splitleasing-aftale skattemæssigt er, at kørselsregnskabet nøje og korrekt adskiller erhvervsmæssig og privat kørsel. Dette sikrer, at selskabet ikke betaler for hovedanpartshaverens private kørsel.

Vurdering af kørsel mellem hjem og arbejde

Retten lagde til grund, at hovedanpartshaveren havde registreret 17 kørsler mellem sin private bopæl og selskabets faste adresse som erhvervsmæssige. Hovedanpartshaveren begrundede dette med, at han afholdt møder med kunder og leverandører i hjemmet under corona-pandemien.

Landsskatteretten fandt, at afgrænsningen mellem privat og erhvervsmæssig kørsel følger reglerne i . Ifølge fast praksis, herunder og , anses en skatteyders private bopæl ikke for et arbejdssted i lovens forstand. Kørsel mellem den faste arbejdsplads og hjemmet er derfor privat kørsel. Dette gælder, uanset om der afholdes møder på bopælen. De 17 kørsler var således fejlagtigt registreret som erhvervsmæssige.