Manglende fradrag for momsfejl i efterfølgende indkomstår

Sagen omhandlede, hvorvidt en klager var berettiget til et fradrag på 30.000 kr. i sin virksomheds overskud for indkomståret 2022. Beløbet var bogført som en korrektion af en momsfejl fra 2021, der stammede fra advokatomkostninger i forbindelse med en retssag mod klagerens medinteressent i et udlejningsinteressentskab.

Baggrunden var en langvarig konflikt mellem de to interessenter, som ifølge klageren hindrede en normal drift af virksomheden. Klageren anlagde derfor en retssag med det formål at få medinteressenten udløst af samejet i henhold til samejekontrakten. Klageren argumenterede for, at retssagsomkostningerne var nødvendige for at sikre og vedligeholde virksomhedens indkomstgrundlag og derfor burde være fradragsberettigede som en driftsomkostning efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Skattestyrelsen nægtede fradraget med den begrundelse, at udgiften vedrørte indkomståret 2021 og ikke 2022. Derudover anså Skattestyrelsen ikke de underliggende advokatomkostninger for at være fradragsberettigede driftsomkostninger, da de havde til formål at ændre ejerstrukturen i selskabet (en etableringsudgift) og ikke at sikre den løbende drift.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om at nægte fradrag for 30.000 kr. i indkomståret 2022.

Begrundelse

Landsskatteretten baserede sin afgørelse på to hovedpunkter:

1. Periodisering: Retten fastslog, at udgiften på 30.000 kr., som var en korrektion af en momsfejl, reelt vedrørte indkomståret 2021. I henhold til pligtpådragelsesprincippet kunne udgiften derfor ikke fradrages i indkomståret 2022.

2. Udgiftens karakter: Landsskatteretten fandt desuden, at den underliggende udgift til advokat og retssager heller ikke var fradragsberettiget i 2021. Retten henviste til sin afgørelse for indkomstårene 2020 og 2021 i en parallel sag, hvor det blev konkluderet, at omkostningerne ikke var afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Udgifterne blev anset for at vedrøre en ændring af selve indkomstgrundlaget (ejerstrukturen i interessentskabet) og ikke den løbende drift.

Klagerens subsidiære påstand om, at omkostningerne i stedet skulle tillægges ejendommens anskaffelsessum ved en avanceopgørelse, blev afvist. Landsskatteretten kunne ikke tage stilling til dette, da Skattestyrelsen ikke havde behandlet spørgsmålet som første instans.