Spørgsmål om arbejdsgiveransvar og krav om arbejdsmiljøorganisation i BPA-virksomheder

Sagen omhandler en privat virksomhed, der fungerer som administrator for ordninger under Borgerstyret Personlig Assistance (BPA). Virksomheden har ansat cirka 300 handicaphjælpere, der udfører deres arbejde i de respektive borgeres hjem. Sagens kerne er, om virksomheden som den formelle arbejdsgiver er forpligtet til at etablere en arbejdsmiljøorganisation (AMO), når antallet af ansatte overstiger grænsen for lovpligtig organisering.

Problemstillingen om det delte arbejdsgiveransvar

Det centrale juridiske spørgsmål er, hvordan arbejdsgiveransvaret efter arbejdsmiljølovgivningen fordeler sig i BPA-ordninger. Selvom en virksomhed administrerer løn og ansættelseskontrakter, fungerer den enkelte borger ofte som arbejdsleder med den daglige instruktionsbeføjelse. Der rejses tvivl om, hvorvidt:

• Virksomheden har den reelle indflydelse på arbejdsmiljøet, der kræves for at etablere en fungerende AMO.
• Hjælpernes arbejde har karakter af professionel pleje, som er direkte omfattet af de generelle krav i Arbejdsmiljøloven § 15.
• Den konkrete instruktionsbeføjelse og tilrettelæggelse af arbejdet, jf. Arbejdsmiljøloven § 26, reelt ligger hos den enkelte borger frem for hos virksomheden.

Virksomhedens struktur og omfang

Virksomheden har oplyst, at de beskæftiger omkring 300 ansatte under BPA-ordningen. Efter de almindelige regler skal virksomheder af denne størrelse have en AMO i to niveauer med både arbejdsmiljøgrupper og et arbejdsmiljøudvalg. Spørgsmålet er dog, om denne struktur er meningsfuld eller lovpligtig, når de ansatte arbejder isoleret i private hjem hos borgere, der selv udøver ledelsesretten.

Arbejdsmiljøklagenævnet besluttede at hjemvise sagen til Arbejdstilsynet til fornyet behandling. Det betyder, at det oprindelige påbud om at etablere en arbejdsmiljøorganisation foreløbigt bortfalder, indtil sagen er bedre belyst.

Nævnets begrundelse for hjemvisning

Et flertal i nævnet vurderede, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst til at afgøre, om virksomheden reelt kan bære ansvaret for en AMO. Nævnet lagde vægt på følgende punkter:

• Der mangler dokumentation for, om borgerne i praksis tilrettelægger arbejdet så selvstændigt, at arbejdsgiveransvaret efter en konkret vurdering fortsat påhviler borgeren.
• Det skal undersøges nærmere, om hjælpernes arbejde skal klassificeres som professionel pleje.
• Der henvises til Socialministeriets vejledninger, hvor det fremgår, at arbejdsgiveransvaret efter i visse tilfælde kan forblive hos borgeren, selvom tilskuddet er overført til en virksomhed.