Registreringer på fordelskort var ikke tilstrækkeligt bevis for afgiftspligt af øl og tobak ved grænsehandel

Sagen omhandler en afgørelse fra Skattestyrelsen, der opkrævede i alt 447.066 kr. i øl- og tobaksafgift for varer købt i Tyskland over en femårig periode. Opkrævningen var baseret på data fra et fordelskort ([...]-kort), som var tilknyttet klageren. Skattestyrelsen mente, at de store mængder indkøbte varer – 77.229 liter øl og 284 kg tobak fordelt på 234 ture – oversteg, hvad der kunne anses for at være til "eget brug" i henhold til Øl- og vinafgiftsloven § 11, stk. 2 og Tobaksafgiftsloven § 29, stk. 2.

Skattestyrelsen argumenterede for, at klageren havde handlet groft uagtsomt, hvilket berettigede en ekstraordinær ansættelse for de ældste perioder i henhold til Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3. Bevisbyrden for, at varerne ikke var købt af ham, blev pålagt klageren, da alle køb var registreret på hans personlige kort.

Klageren anførte, at han ikke alene havde foretaget alle indkøbene. Han forklarede, at han ofte handlede sammen med venner, som brugte hans kort, og at han også havde lånt kortet ud til venner, der handlede uden ham. Han bestred desuden at have købt tobak, da han ikke er ryger. Han påpegede også, at han flere gange var blevet kontrolleret ved grænsen uden anmærkninger.

Sagens centrale bevistema

Sagens kerne var, om registreringerne på et fordelskort i sig selv udgjorde tilstrækkeligt bevis for, at kortholderen personligt havde indkøbt og indført alle de registrerede varer. Landsskatteretten undersøgte vilkårene for [...]-kortet og fandt, at det var et fysisk ihændehaverkort uden pinkode eller billed-ID, hvilket gjorde det muligt for andre end ejeren at anvende det, på trods af at vilkårene angav, at det var personligt.

Landsskatteretten henviste til en tidligere afgørelse, SKM2023.97.LSR, hvor det i en lignende sag blev fastslået, at registreringer på et sådant kort ikke i sig selv havde tilstrækkelig objektiv bevisværdi til at løfte Skattestyrelsens bevisbyrde.

Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse og nedsatte den samlede afgiftsopkrævning på 447.066 kr. til 0 kr.

Retten lagde afgørende vægt på, at [...]-kortet var et fysisk ihændehaverkort, som kunne anvendes af andre end den registrerede ejer, da der hverken krævedes pinkode eller forevisning af identifikation ved brug. Selvom kortets betingelser angav, at det var personligt, var der ingen kontrolmekanismer, der forhindrede misbrug eller udlån.

På baggrund af en samlet, konkret vurdering fandt Landsskatteretten, at registreringerne på [...]-kontoen alene – og imod klagerens forklaringer – ikke skabte en tilstrækkelig stærk formodning for, at klageren selv havde indkøbt og indført alle de afgiftspligtige varer. Der forelå ikke yderligere oplysninger, som understøttede, at klageren havde foretaget samtlige registrerede køb.