Ølafgift: Formodning for ejerskab ved brug af [...]-kort understøttet af tidligere kontrolbesøg og indskærpelser

Note: Beløbet for august 2016 er justeret for en tidligere opkrævet afgift.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Retten fandt, at der efter en samlet konkret vurdering var en formodning for, at klageren havde indkøbt og indført alle de afgiftspligtige varer, der var registreret på hans [...]-kort. Denne formodning var ikke alene baseret på registreringerne, men blev underbygget af klagerens historik. Retten lagde særlig vægt på:

• Kontrolbesøget den 3. august 2016, hvor der blev fundet 4.752 liter øl på klagerens bopæl.
• To tidligere indrejsekontroller i november 2014, hvor klageren blev vejledt om reglerne for indførsel til eget brug.
• Klagerens egen forklaring under kontrolbesøget i 2016 om, at han videresolgte øl for 5 kr. stykket.

På grund af disse omstændigheder blev bevisbyrden vendt, så det påhvilede klageren at afkræfte formodningen om, at han havde foretaget alle indkøbene. Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde fremlagt tilstrækkelig dokumentation eller på anden måde sandsynliggjort, at de registrerede indkøb var foretaget af andre.

Da den indførte mængde øl langt oversteg den vejledende mængde for eget brug, påhvilede det ligeledes klageren at godtgøre, at varerne var til privat forbrug. Klagerens forklaringer om fester var ikke underbygget af objektive kendsgerninger og blev derfor ikke anset for tilstrækkeligt bevis.

Ekstraordinær genoptagelse

Landsskatteretten fandt, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3 var opfyldt for perioden 9. februar 2016 til 1. juli 2018. Retten vurderede, at klageren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at betale afgift af den usædvanligt store mængde øl, især da han tidligere var blevet vejledt om reglerne. Fristerne i Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 2 var overholdt, da Skattestyrelsen havde varslet ændringen inden for 6 måneder efter at have modtaget kontroloplysningerne.

Klageren blev anset for at hæfte for ølafgiften i henhold til Øl- og vinafgiftslovens § 27, stk. 9.

Klageren anførte, at en stor del af indkøbene var foretaget af andre privatpersoner, der deltog i indkøbsturene til Tyskland, og at varerne derfor var til eget forbrug for disse personer. Klageren fremlagde en oversigt over deltagere på turene samt otte erklæringer fra navngivne personer, der bekræftede at have foretaget indkøb via klagerens kort. Klageren bestred desuden, at oplysninger fra et privat rabatprogram kunne danne grundlag for en afgiftsberegning, og afviste grov uagtsomhed, hvilket ville forhindre ekstraordinær ansættelse.

Skattestyrelsens argumentation

Skattestyrelsen fastholdt, at indkøbene var til klagerens eget brug, da mængderne var for store til afgiftsfritagelse jf. Øl- og vinafgiftsloven § 11, stk. 2. De henviste til, at varer medbragt for andre, der ikke deltager i rejsen, eller hvor der betales for varerne/rejseomkostninger, ikke anses for eget brug. Skattestyrelsen mente, at klageren havde handlet groft uagtsomt, hvilket berettigede ekstraordinær ansættelse efter Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3. De afviste klagerens fremlagte oversigter og erklæringer som utilstrækkelig dokumentation.

Landsskatterettens begrundelse

Landsskatteretten lagde til grund, at loyalitetskortet ikke umiddelbart alene kunne anvendes af den person, der havde oprettet kontoen, da der ikke var kontrolforanstaltninger, der forhindrede brug af flere personer. Retten bemærkede, at loyalitetsprogrammets vilkår udelukkende regulerede forholdet mellem butikskæden og klageren.

Varer uden forudbestilling: Et flertal af retsmedlemmerne fandt, at der ikke alene ved registreringerne på loyalitetskontoen var en tilstrækkelig klar formodning for, at klageren havde indkøbt og indført afgiftspligtige varer svarende til det registrerede, når der ikke forelå oplysninger om forudbestillinger. Dette skyldtes især, at kortet kunne anvendes af andre end den person, det var udstedt til, og der manglede yderligere objektive oplysninger, der støttede, at klageren havde foretaget samtlige køb. Skattestyrelsen havde derfor ikke løftet bevisbyrden for disse køb.

Varer med forudbestilling: For de indkøb, hvor klagerens navn eller e-mailadresse var registreret i forbindelse med forudbestillinger, fandt Landsskatteretten, at der var skabt en formodning for, at klageren havde foretaget disse indkøb. Klagerens fremlagte generelle lister og erklæringer fra andre personer afkræftede ikke denne formodning, da de manglede specifikke datoer og mængder, og de fremlagte kvitteringer var ikke underbygget af objektive kendsgerninger som kontoudskrifter. Da mængden af øl væsentligt oversteg den vejledende mængde for eget brug, påhvilede det klageren at godtgøre, at varerne var til eget brug, hvilket ikke var sket. Der blev henvist til SKM2015.712.VLR og SKM2013.52.VLR.

Ekstraordinær ansættelse: For perioden 7. december 2016 til 4. maj 2018, som lå uden for den ordinære frist, fandt Landsskatteretten, at klageren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at betale afgift af den usædvanligt store mængde forudbestilte varer. Da Skattestyrelsen modtog kontroloplysningerne den 5. januar 2021 og varslede ændringerne den 5. maj 2021, var fristerne i Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 2 overholdt. Klageren hæftede for afgiften jf. Øl- og vinafgiftsloven § 27, stk. 9.

Et retsmedlem var dog uenig og stemte for at nedsætte afgiften til 0 kr. for alle registreringer, da der ikke var skabt en formodning for, at klageren havde indkøbt og indført den registrerede varemængde, heller ikke for de forudbestilte varer.