Search for a command to run...
Dato
Myndighed
Dokumenttype
Emner
Underemner
Eksterne links
Sagen omhandler Skattestyrelsens opkrævning af 122.674 kr. i ølafgift for en stor mængde øl, der blev indkøbt i Tyskland i perioden 9. februar 2016 til 9. marts 2020. Indkøbene blev sporet via et [...]-kort tilknyttet klageren. Skattestyrelsen mente, at mængden af øl langt oversteg, hvad der kunne anses for at være til eget brug, og at indkøbene derfor var afgiftspligtige.
Klageren havde en historik med indførsel af store mængder øl. I november 2014 modtog han to indskærpelser ved grænsekontroller for at have indført mere end den vejledende mængde. Den 3. august 2016 fandt og beslaglagde SKAT 4.752 liter øl på klagerens private adresse. Under dette kontrolbesøg blev der også fundet et køleskab med en seddel med teksten "Øl/vand 5 kr.", hvilket førte til en tidligere afgiftsopkrævning, som blev stadfæstet af Landsskatteretten.
Klageren påstod, at afgiftsopkrævningen skulle nedsættes til 0 kr. Han argumenterede for, at han ikke alene havde foretaget de registrerede indkøb. [...]-kortet var blevet brugt af flere personer, både på ture hvor han deltog, og på ture hvor han ikke deltog, men blot havde udlånt kortet. Formålet var, at de andre kunne opnå rabat, mens han optjente bonuspoint. Han fastholdt, at de køb, han selv havde foretaget, udelukkende var til eget forbrug, herunder til flere store familiefester som bryllup og runde fødselsdage.
Skattestyrelsen fastholdt opkrævningen og argumenterede for, at der var en formodning for, at varekøb registreret på et personligt [...]-kort var foretaget af kortindehaveren. Mængden af indkøbte varer (53.008 liter øl over 195 ture) var så omfattende, at det ikke kunne anses for at være til eget brug. Skattestyrelsen henviste til klagerens historik med tidligere indskærpelser og kontrolbesøget i 2016 som bevis for, at klageren drev uregistreret virksomhed. Da klageren ikke havde angivet og betalt afgift, og da handlingerne blev anset for mindst groft uagtsomme, anvendte Skattestyrelsen reglerne for ekstraordinær genoptagelse for den del af perioden, der lå uden for den almindelige 3-årige frist.
Skattestyrelsen opgjorde den samlede ølafgift til 122.674 kr. for perioden, fordelt som følger:
| Periode | Ølafgift i kr. (afrundet) |
|---|
| 2016 | 24.502 |
| 2017 | 30.301 |
| 2018 | 28.347 |
| 2019 | 17.838 |
| 2020 | 3.408 |
| I alt | 122.674 |
Note: Beløbet for august 2016 er justeret for en tidligere opkrævet afgift.
Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.
Retten fandt, at der efter en samlet konkret vurdering var en formodning for, at klageren havde indkøbt og indført alle de afgiftspligtige varer, der var registreret på hans [...]-kort. Denne formodning var ikke alene baseret på registreringerne, men blev underbygget af klagerens historik. Retten lagde særlig vægt på:
På grund af disse omstændigheder blev bevisbyrden vendt, så det påhvilede klageren at afkræfte formodningen om, at han havde foretaget alle indkøbene. Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde fremlagt tilstrækkelig dokumentation eller på anden måde sandsynliggjort, at de registrerede indkøb var foretaget af andre.
Da den indførte mængde øl langt oversteg den vejledende mængde for eget brug, påhvilede det ligeledes klageren at godtgøre, at varerne var til privat forbrug. Klagerens forklaringer om fester var ikke underbygget af objektive kendsgerninger og blev derfor ikke anset for tilstrækkeligt bevis.
Landsskatteretten fandt, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3 var opfyldt for perioden 9. februar 2016 til 1. juli 2018. Retten vurderede, at klageren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at betale afgift af den usædvanligt store mængde øl, især da han tidligere var blevet vejledt om reglerne. Fristerne i Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 2 var overholdt, da Skattestyrelsen havde varslet ændringen inden for 6 måneder efter at have modtaget kontroloplysningerne.
Klageren blev anset for at hæfte for ølafgiften i henhold til Øl- og vinafgiftslovens § 27, stk. 9.
Nye tal: I mere end otte ud af ti kontroller i 2024 mod rocker- og bandemiljøet blev der afsløret fejl og svig. Det har ført til udsendte opkrævninger for ca. 247 mio. kr.

Sagen omhandler Skattestyrelsens opkrævning af 150.549 kr. i ølafgift fra en klager for indkøb af øl i Tyskland i perioden 7. december 2016 til 13. marts 2020. Indkøbene blev registreret via klagerens loyalitetskort tilknyttet en tysk butikskæde. Skattestyrelsen mente, at mængden af indkøbte varer oversteg, hvad der kunne anses for at være til eget brug, og at klageren havde handlet groft uagtsomt ved ikke at angive og betale afgiften.
Skattestyrelsen modtog oplysninger fra den tyske butikskæde om varekøb registreret på klagerens loyalitetskonto. Disse oplysninger viste indkøb af mellem 47 og 380 liter øl på 100 datoer i perioden 16. januar 2018 til 13. marts 2020. Klagerens navn var registreret som "CustomerOrderFullName" for alle 100 datoer, og klagerens e-mailadresse var registreret for 39 af disse datoer. Loyalitetsprogrammet tillod optjening og brug af bonuspoint, og kortet var et fysisk ihændehaverkort uden krav om pinkode eller identifikation, selvom vilkårene angav, at kortet var personligt og ikke måtte overdrages.
Skattestyrelsen sender breve til hovedaktionærer med et urealistisk lavt privatforbrug for at sikre korrekt skattebetaling og mindske et skattegab på milliarder af kroner.
”Kædesvig er gift for vores samfund. Og myndighederne slår hårdt ned på bagmændene,” melder skatteminister Rasmus Stoklund. Nye tal viser, at kædesvig har medført udsendte skatte- og afgiftsopkrævninger for over 4 mia. kr. siden 2020 - og alene 780 mio. kr. i 2024.
Klageren anførte, at en stor del af indkøbene var foretaget af andre privatpersoner, der deltog i indkøbsturene til Tyskland, og at varerne derfor var til eget forbrug for disse personer. Klageren fremlagde en oversigt over deltagere på turene samt otte erklæringer fra navngivne personer, der bekræftede at have foretaget indkøb via klagerens kort. Klageren bestred desuden, at oplysninger fra et privat rabatprogram kunne danne grundlag for en afgiftsberegning, og afviste grov uagtsomhed, hvilket ville forhindre ekstraordinær ansættelse.
Skattestyrelsen fastholdt, at indkøbene var til klagerens eget brug, da mængderne var for store til afgiftsfritagelse jf. Øl- og vinafgiftsloven § 11, stk. 2. De henviste til, at varer medbragt for andre, der ikke deltager i rejsen, eller hvor der betales for varerne/rejseomkostninger, ikke anses for eget brug. Skattestyrelsen mente, at klageren havde handlet groft uagtsomt, hvilket berettigede ekstraordinær ansættelse efter Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3. De afviste klagerens fremlagte oversigter og erklæringer som utilstrækkelig dokumentation.
Landsskatteretten lagde til grund, at loyalitetskortet ikke umiddelbart alene kunne anvendes af den person, der havde oprettet kontoen, da der ikke var kontrolforanstaltninger, der forhindrede brug af flere personer. Retten bemærkede, at loyalitetsprogrammets vilkår udelukkende regulerede forholdet mellem butikskæden og klageren.
Varer uden forudbestilling: Et flertal af retsmedlemmerne fandt, at der ikke alene ved registreringerne på loyalitetskontoen var en tilstrækkelig klar formodning for, at klageren havde indkøbt og indført afgiftspligtige varer svarende til det registrerede, når der ikke forelå oplysninger om forudbestillinger. Dette skyldtes især, at kortet kunne anvendes af andre end den person, det var udstedt til, og der manglede yderligere objektive oplysninger, der støttede, at klageren havde foretaget samtlige køb. Skattestyrelsen havde derfor ikke løftet bevisbyrden for disse køb.
Varer med forudbestilling: For de indkøb, hvor klagerens navn eller e-mailadresse var registreret i forbindelse med forudbestillinger, fandt Landsskatteretten, at der var skabt en formodning for, at klageren havde foretaget disse indkøb. Klagerens fremlagte generelle lister og erklæringer fra andre personer afkræftede ikke denne formodning, da de manglede specifikke datoer og mængder, og de fremlagte kvitteringer var ikke underbygget af objektive kendsgerninger som kontoudskrifter. Da mængden af øl væsentligt oversteg den vejledende mængde for eget brug, påhvilede det klageren at godtgøre, at varerne var til eget brug, hvilket ikke var sket. Der blev henvist til SKM2015.712.VLR og SKM2013.52.VLR.
Ekstraordinær ansættelse: For perioden 7. december 2016 til 4. maj 2018, som lå uden for den ordinære frist, fandt Landsskatteretten, at klageren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at betale afgift af den usædvanligt store mængde forudbestilte varer. Da Skattestyrelsen modtog kontroloplysningerne den 5. januar 2021 og varslede ændringerne den 5. maj 2021, var fristerne i Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 2 overholdt. Klageren hæftede for afgiften jf. Øl- og vinafgiftsloven § 27, stk. 9.
Et retsmedlem var dog uenig og stemte for at nedsætte afgiften til 0 kr. for alle registreringer, da der ikke var skabt en formodning for, at klageren havde indkøbt og indført den registrerede varemængde, heller ikke for de forudbestilte varer.

Sagen omhandler Skattestyrelsens opkrævning af i alt 181.570 kr. i afgift for øl og spiritus, som klageren angiveligt ha...
Læs mere
Sagen omhandler en afgørelse fra Skattestyrelsen, hvor en borger blev opkrævet 151.961 kr. i ølafgift for en stor mængde...
Læs mere