Fokus på begrundelsespligt: Omfanget af Kommissionens vurdering af statsstøtte til italienske luftfartsselskaber under COVID-19

Denne sag omhandler Neos SpA's appel af Retten i Den Europæiske Unions annullering af Europa-Kommissionens afgørelse om ikke at gøre indsigelse mod en italiensk statsstøtteordning (SA.59029) til støtte for luftfartsselskaber under covid-19-pandemien. Støtten, i alt 130 mio. EUR, blev etableret af Italien for at kompensere selskaber med national driftslicens for skader lidt som følge af pandemirestriktioner (Lovdekret nr. 34/2020).

Ryanair DAC anfægtede Kommissionens afgørelse og gjorde gældende, at støtteordningen var i strid med EU-retten, navnlig princippet om forbud mod forskelsbehandling og den frie udveksling af tjenesteydelser (Artikel 56 TEUF). Hovedstridspunktet var en støtteberettigelsesbetingelse, det såkaldte mindstelønskrav, der krævede, at luftfartsselskaberne overholdt mindstelønnen fastsat i den nationale kollektive overenskomst for ansatte med hjemmebase i Italien.

Rettens annullering af Kommissionens afgørelse

Retten (første instans) annullerede Kommissionens afgørelse udelukkende på grund af en tilsidesættelse af begrundelsespligten (Artikel 296, stk. 2, TEUF). Retten fandt to fejl i begrundelsen:

• Kommissionens begrundelse var uklar og selvmodsigende, idet den fastslog, at mindstelønskravet var uløseligt forbundet med foranstaltningen, men ikke uløseligt forbundet med formålet med foranstaltningen.
• Kommissionen undlod at begrunde, hvorfor den kun undersøgte kravets forenelighed med EU-retten i lyset af Rom I-forordningens artikel 8 og ikke i lyset af andre relevante traktatbestemmelser, såsom Artikel 56 TEUF om fri udveksling af tjenesteydelser.

Domstolen ophævede Retten i Den Europæiske Unions dom (T-268/21), da Retten begik en retlig fejl i sin vurdering af omfanget af Kommissionens begrundelsespligt, særligt i sager om statsstøtte, hvor Kommissionen vælger ikke at gøre indsigelse.

Domstolens ræsonnement om begrundelsespligtens omfang

Domstolen fastslog, at begrundelsespligten for Kommissionens afgørelser om ikke at gøre indsigelse (indledende undersøgelsesfase i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF) er mindre stringent. Kommissionen skal blot klart og utvetydigt angive, hvorfor den finder, at vurderingen af støttens forenelighed med det indre marked ikke giver anledning til alvorlige vanskeligheder (præmis 35).

• Den påståede modsigelse i Kommissionens begrundelse (vedrørende den uløselige forbindelse mellem kravet og henholdsvis foranstaltningen og foranstaltningens formål) udgjorde ikke en tilsidesættelse af begrundelsespligten, da Kommissionens ræsonnement i konteksten var tilstrækkeligt klart og utvetydigt (præmis 52-54).
• Domstolen fastslog, at Retten begik en retlig fejl ved at kræve, at Kommissionen skulle give en særlig begrundelse for, hvorfor den udtrykkeligt havde undersøgt mindstelønskravets forenelighed med specifikke traktatbestemmelser som Artikel 56 TEUF.