Search for a command to run...
Dato
11. april 2025
Hoved Emner
Kapitalindkomst og fradrag i kapitalindkomsten
Eksterne links
Læs hele sagenUnder Emner
Rentefiksering, Mellemregningskonto, Hovedanpartshaver, Armslængdeprincippet, Kompetence, Ugyldighed, Processuelle bestemmelser
Sagen omhandlede, hvorvidt Skattestyrelsens afgørelse om rentefiksering af en mellemregningskonto mellem en eneanpartshaver og hans selskab var ugyldig. Klageren havde et tilgodehavende i sit selskab, som ikke var blevet forrentet. Skattestyrelsen forhøjede derfor klagerens kapitalindkomst for 2019 med 14.141 kr., svarende til en rente på 4 %.
Klagerens primære påstand var, at afgørelsen var ugyldig på grund af manglende kompetence. Skattestyrelsen havde først udsendt et forslag, derefter truffet en afgørelse den 19. december 2022, som klageren påklagede. I denne afgørelse var punktet om rentefiksering for 2019 dog udeladt. Efterfølgende, den 16. marts 2023, traf Skattestyrelsen en ny, særskilt afgørelse udelukkende om rentefikseringen. Klageren mente, at Skattestyrelsen ikke kunne træffe en ny afgørelse om et forhold, der var en del af en allerede påklaget sag, jf. Skatteforvaltningsloven § 14, stk. 1, nr. 2. Subsidiært mente klageren, at der var tale om en ulovlig tilbagekaldelse af en tidligere afgørelse.
Skattestyrelsen fastholdt, at de havde kompetence, da der ikke tidligere var truffet en endelig afgørelse om netop dette punkt, og at den nye afgørelse derfor ikke var omfattet af den verserende klagesag.
Landsskatteretten fandt, at klageren som eneanpartshaver havde bestemmende indflydelse over selskabet, og at transaktioner mellem dem derfor skulle ske på markedsvilkår i henhold til Ligningsloven § 2, stk. 1. Retten tiltrådte Skattestyrelsens rentefiksering af mellemregningskontoen med 4 %, hvilket udgjorde 14.141 kr. i kapitalindkomst for klageren for indkomståret 2019. Klageren havde ikke bestridt selve den beløbsmæssige opgørelse.
Sagens hovedspørgsmål var, om Skattestyrelsens afgørelse var ugyldig på grund af manglende kompetence. Klageren argumenterede for, at Skattestyrelsen ikke kunne træffe en ny afgørelse om rentefiksering, da en tidligere afgørelse for samme indkomstår allerede var påklaget til Skatteankeforvaltningen.
Landsskatteretten gennemgik sagens forløb:
På baggrund af dette forløb konkluderede Landsskatteretten, at Skattestyrelsen havde handlet inden for rammerne af Skatteforvaltningsloven § 14, stk. 1, nr. 2. Retten lagde afgørende vægt på, at hverken Landsskatteretten eller Skatteankeforvaltningen havde taget stilling til det specifikke spørgsmål om rentefiksering for 2019 på det tidspunkt, hvor Skattestyrelsen traf sin afgørelse den 16. marts 2023. Da Skattestyrelsen ikke tidligere havde truffet en endelig afgørelse om netop dette punkt, var der heller ikke tale om en ulovlig tilbagekaldelse.
Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Kursus afholdes:
1. oktober Hvidovre
6. oktober Vejle
8. december Aalborg
Lønmodtagerforhold - Indeholdelsespligt – Afstemnings...
Læs mereLignende afgørelser

Landsskatteretten
Sagen omhandler en situation, hvor Skattestyrelsen traf en afgørelse om at genoptage en borgers skatteansættelser for 2017 og 2018...

Landsskatteretten
Sagen drejede sig om rentefiksering af en hovedanpartshavers tilgodehavende i sit selskab, [virksomhed1] ApS, for indkomståret 200...

Landsskatteretten
Sagen omhandlede klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2000-2004, hvor der var klaget over manglende ændringer efter en ti...