Skønsmæssig ansættelse af virksomhedsresultat og nettolejeindtægt - manglende regnskabsmateriale og dokumentation

Sagen omhandler en skatteyder, hvis indkomst for 2020 og 2021 fra en IT-virksomhed og udlejning af en del af et tofamilieshus blev fastsat skønsmæssigt af Skattestyrelsen. Baggrunden var, at skatteyderen trods flere anmodninger ikke fremlagde regnskabsmateriale eller anden dokumentation.

Skattestyrelsen baserede sit skøn på en gennemgang af klagerens og ægtefællens bankkonti. For virksomheden blev der skønnet en omsætning, men der blev ikke godkendt fradrag for udgifter grundet manglende dokumentation og overlap med fradrag i ægtefællens virksomhed. For udlejningsdelen blev lejeindtægterne skønnet ud fra indbetalinger, og der blev kun godkendt fradrag for en andel af ejendomsskatterne.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens skønsmæssige ansættelse af virksomhedens resultat, da klageren ikke kunne løfte bevisbyrden for, at skønnet var urimeligt. Derimod ændrede Landsskatteretten opgørelsen af nettolejeindtægterne for begge år. På baggrund af efterfølgende fremlagte lejekontrakter blev de skattepligtige lejeindtægter justeret for bl.a. depositum og forudbetalt leje. Retten godkendte desuden et skønsmæssigt fradrag for udgifter til vand og varme, som var indeholdt i lejen. Resultatet var en nedsættelse af den skattepligtige nettolejeindtægt for begge år.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten behandlede to hovedpunkter: fastsættelsen af resultat af virksomhed og opgørelsen af nettolejeindtægter.

Resultat af virksomhed

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af virksomhedens resultat for indkomstårene 2020 og 2021, jf. Skattekontrolloven § 74. Dette skyldtes, at klageren ikke havde fremlagt det anmodede regnskabsmateriale og dermed ikke havde opfyldt sine forpligtelser efter Skattekontrolloven § 53.

Bevisbyrden for, at Skattestyrelsens skøn var urimeligt eller baseret på et forkert grundlag, påhvilede klageren. Skattestyrelsens skøn var baseret på en gennemgang af klagerens bankkonti. Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde løftet denne bevisbyrde.

• Indtægter: De af Skattestyrelsen skønnede indtægter blev anset for skattepligtig omsætning, da klageren ikke dokumenterede andet.
• Udgifter: Klageren kunne ikke dokumentere de påståede driftsudgifter. Flere af de anførte udgifter var desuden allerede godkendt som fradrag i ægtefællens virksomhed. Der blev derfor ikke godkendt fradrag for yderligere udgifter.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse vedrørende resultat af virksomhed for begge indkomstår.