Manglende arbejdsgiverkontrol og dokumentation medfører beskatning af udbetalt rejsegodtgørelse som A-indkomst

Sagen omhandler en enkeltmandsvirksomhed, der udbetalte skattefri rejsegodtgørelse til sine lastbilchauffører i indkomstårene 2017-2019. Skattestyrelsen pålagde virksomheden at indberette dele af de udbetalte godtgørelser som A-indkomst, da styrelsen fandt, at betingelserne for skattefrihed ikke var opfyldt i alle tilfælde. Dette skyldtes blandt andet overnatninger tæt på chaufførernes bopæl, rejser af under 24 timers varighed, manglende start- og sluttidspunkter på bilag samt udbetaling for flere dage end rejsen varede.

Skattestyrelsens argumentation

Skattestyrelsen anførte, at godtgørelser som hovedregel er skattepligtige, medmindre betingelserne i Ligningsloven § 9 A er opfyldt. Det er arbejdsgiverens pligt at kontrollere, om betingelserne er opfyldt, herunder at rejsen har varet mindst 24 timer, og at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Derudover skal der foreligge bogføringsbilag med specifikke oplysninger som modtagerens navn, rejsens formål, start- og sluttidspunkt, mål, satser og beregning, jf. Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 1. Skattestyrelsen fandt, at virksomheden ikke havde overholdt dokumentationskravene, da der ikke forelå afregningsskemaer, og oplysninger blev telefonisk videregivet til bogholderen. Selvom Skattestyrelsen ekstraordinært valgte ikke at beskatte alle godtgørelser på grund af de fremlagte køresedler, fastholdt de beskatning for tilfælde, hvor rejsen sluttede tæt på bopælen, varede under 24 timer, eller hvor der ikke var tilstrækkelig hviletid på bopælen. Skattestyrelsen afviste også, at kørsel med kølevarer automatisk medførte et krav om opsyn, da dette ikke var tilstrækkeligt dokumenteret for den konkrete kontrolperiode.

Klagerens argumentation

Klageren påstod, at den pålagte indberetningspligt skulle ændres til 0 kr. Klageren argumenterede for, at chaufførerne opfyldte kravene for skattefri godtgørelse, da de var omfattet af køre-hviletidsbestemmelserne, som ofte tvang dem til at overnatte ude. Det blev fremhævet, at kunderne forventede fuld udnyttelse af køretiden, hvilket gjorde det umuligt at køre hjem. Klageren henviste til Højesterets afgørelse SKM2009.333.HR, der fastslår, at en konkret bedømmelse skal foretages, hvor der tages hensyn til arbejdsforhold, arbejdstid og arbejdsgiverens instruktioner, og at afstandskravet ikke altid er afgørende. Det blev også anført, at transport af fødevarer krævede konstant overvågning af temperaturen, hvilket forhindrede chaufførerne i at forlade lastbilen. Klageren mente, at køresedlerne var tilstrækkelig dokumentation, da de blev brugt til kontrol, fakturering og udbetaling af godtgørelser. Endvidere blev det anført, at kørsel fra hjem til arbejdssted medregnes i rådighedstiden, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 artikel 4 Q, og at det var umuligt at benytte offentlig transport. Klageren bestred også Skattestyrelsens opfattelse af, at lastbilkørsel ikke var fysisk hårdt arbejde.