Anerkendelse af varigt mén efter hundeoverfald: Afvisning af psykiske gener grundet manglende straks- og brosymptomer

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Aros Forsikring vedrørende anerkendelse af et samlet varigt mén på 5% efter et hundeoverfald den 9. juni 2021. Ulykken resulterede i et dybt bid i klagerens venstre underarm, der krævede seks sting.

Parternes Påstande og Den Centrale Tvist

Klageren anmodede om, at selskabet anerkendte Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings (AES) vurdering, som fastsatte et samlet varigt mén på 5%. Dette bestod af fysiske mén (ar og nervegener) og psykiske mén i form af angst for hunde (sat til 2% af AES). Klageren fremhævede, at AES fandt det medicinsk plausibelt, at de psykiske gener var en følge af hændelsen, selvom der manglede psykologkontakt, da hændelsen var en "tilstrækkelig og relevant belastning". Klageren tilbød desuden at lade sig vurdere af en psykolog, hvilket selskabet afviste.

Selskabet fastholdt, at det samlede mén var under 5%, og at klageren ikke var berettiget til erstatning. Aros Forsikring argumenterede for, at det fysiske mén (vansir) alene var under 5%, og at de psykiske gener ikke kunne indgå i vurderingen.

Kravet om Årsagssammenhæng og Dokumentation

Aros Forsikrings primære argument var, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for årsagssammenhæng mellem hundebiddet og de psykiske mén, hvilket er et krav om overvejende sandsynlighed i private ulykkessager. Selskabet påpegede, at de lægelige akter fra skadestuen (9. juni 2021) og efterfølgende lægebesøg udelukkende omhandlede den fysiske skade. Den første omtale af psykiske gener (angst for hunde og flashbacks) fremgik først af klagerens mail til selskabet i juni 2022, mere end et år efter hændelsen.

Selskabet anførte, at klageren manglede dokumentation for straks- og brosymptomer i lægelig sammenhæng. Selskabet gjorde gældende:

"en mail til sit forsikringsselskab ikke har nogen bevisværdi i en privat ulykkessag og ikke kan sidestilles med et lægeligt notat".

Tabsbegrænsningspligt og AES's Udtalelse

Aros Forsikring gjorde også gældende, at klageren havde tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt, jf. forsikringsaftaleloven § 51 og forsikringsaftaleloven § 52, ved ikke at søge relevant behandling for sit psykiske traume, da klageren heller ikke havde konsulteret læge eller psykolog herom.

Selvom klagerens modparts ansvarsforsikringsselskab havde anerkendt 5% mén (behandlet efter Erstatningsansvarsloven), fastholdt Aros, at de ikke var bundet af denne vurdering, da den var baseret på et andet lovgrundlag og beviskrav end dem, der gælder for en privat ulykkesforsikring.