Landsskatteretten fastsætter ølafgift skønsmæssigt til 1/4 af den registrerede mængde ved grænsehandel på baggrund af udlån af kundekort

Sagen omhandler Skattestyrelsens opkrævning af 102.670 kr. i ølafgift for øl indkøbt i Tyskland i perioden 8. april 2018 til 6. marts 2020. Skattestyrelsen baserede opkrævningen på oplysninger fra loyalitetsprogrammet "[...]-kortet" fra [virksomhed1], som var tilknyttet klagerens konto. Skattestyrelsen mente, at de indkøbte mængder oversteg, hvad der kunne anses for at være til eget brug, og at klageren havde handlet groft uagtsomt ved ikke at anmelde og betale afgiften, hvilket berettigede en ekstraordinær ansættelse efter Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3.

Klageren påstod nedsættelse af opkrævningen til 0 kr., idet han anførte, at flere personer havde benyttet hans personlige [...]-kort for at opnå rabatter, og at de ofte havde været kontrolleret af tolden uden anmærkninger. Klageren kunne dog ikke dokumentere, hvem der havde foretaget de enkelte køb, eller at varerne var til eget brug for de involverede personer.

Landsskatteretten lagde til grund, at [...]-kortet er et fysisk ihændehaverkort uden pinkode eller identitetsoplysninger, og at det ikke er indrettet til udelukkende at blive brugt af den person, der har oprettet kontoen. Det forhold, at kortets betingelser angiver, at det er personligt, ændrer ikke herpå, da der ikke er kontrolforanstaltninger, der forhindrer brug af flere personer.

Landsskatterettens vurdering

Et flertal af Landsskatterettens medlemmer skelnede mellem to typer af indkøb:

• Varer uden forudbestilling: For den del af varemængden, hvor der ikke forelå oplysninger om forudbestillinger knyttet til klagerens navn eller e-mail, fandt flertallet, at registreringerne på [...]-kontoen alene ikke skabte en tilstrækkelig klar formodning for, at klageren havde indkøbt og indført varerne. Da kortet kunne anvendes af andre, og der ikke forelå yderligere oplysninger, der støttede, at klageren havde foretaget samtlige køb, havde Skattestyrelsen ikke løftet bevisbyrden. Afgiften for denne del blev derfor nedsat til 0 kr.

• Varer med forudbestilling: For de 16 indkøb, hvor klagerens navn eller e-mail var registreret som forudbestiller, fandt flertallet, at der var skabt en formodning for, at klageren havde foretaget disse indkøb. Klageren havde ikke fremlagt oplysninger, der kunne afkræfte denne formodning. Da mængderne (mellem 522 og 2.083 liter øl pr. indkøb) væsentligt oversteg den vejledende mængde for eget brug (110 liter jf. Direktiv 2008/118/EF artikel 32, stk. 3), påhvilede det klageren at godtgøre, at varerne var til eget brug. Klagerens forklaringer om grænsekontroller og eget brug var ikke underbygget af objektive kendsgerninger, jf. SKM2015.712.VLR og SKM2013.52.VLR. Der var derfor ikke grundlag for at reducere afgiftsbeløbet for disse indkøb.

Ekstraordinær fastsættelse

For indkøbet den 8. april 2018, som lå uden for den ordinære frist i Skatteforvaltningsloven § 31, stk. 1, fandt flertallet, at klageren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at betale afgift af den usædvanligt store mængde. Da Skattestyrelsen modtog kontroloplysningerne den 5. januar 2021 og varslede ændringen den 18. maj 2021 (inden for 6 måneder), var betingelserne for ekstraordinær fastsættelse i Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 2 opfyldt. Klageren hæftede for afgiften i henhold til Øl- og vinafgiftsloven § 27, stk. 9.

Et enkelt retsmedlem dissenserede og stemte for at nedsætte afgiften til 0 kr. for hele beløbet, da der ikke var skabt en tilstrækkelig formodning for, at klageren havde indkøbt og indført den registrerede varemængde, heller ikke for de forudbestilte varer.