Search for a command to run...
Dato
22. september 2025
Hoved Emner
Øl, vin og spiritus
Eksterne links
Læs hele sagenUnder Emner
Punktafgifter, Grænsehandel, Eget brug, Loyalitetsprogram, Ekstraordinær ansættelse, Grov uagtsomhed, Skønsmæssig fastsættelse
Relaterede love
Sagen vedrører Skattestyrelsens opkrævning af i alt 272.752 kr. i øl-, vin- og spiritusafgift (punktafgifter) baseret på varekøb foretaget i Tyskland i perioden 2015 til 2020. Købene var registreret på klagerens personlige loyalitetskort (et "[...]-kort") fra en tysk grænsebutik.
Skattestyrelsen argumenterede for, at de indførte mængder var så store, at de ikke kunne anses for at være til klagerens eget brug, jf. Lov om afgift af øl, vin og frugtvin m.m. § 11, stk. 2 og Lov om afgift af spiritus m.m. § 15, stk. 3. Desuden foretog Skattestyrelsen ekstraordinær fastsættelse for dele af perioden med henvisning til grov uagtsomhed, jf. Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3.
Klageren anførte, at han ikke alene havde indkøbt alle varerne. Han forklarede, at han ofte kørte på fælles ture med en vekslende vennekreds (typisk 4 personer i alt), og at vennernes indkøb var blevet registreret på hans loyalitetskort, hvorefter afregningen var sket kontant på færgen. Klageren vedkendte dog at have deltaget i og betalt for samtlige registrerede køb i første omgang.
Landsskatteretten lagde til grund, at selvom kortet ifølge vilkårene var personligt, var det et fysisk ihændehaverkort uden kontrolmekanismer (som pinkode eller id-forevisning), hvilket gjorde det muligt for andre at anvende det.
Landsskatteretten bemærkede, at i modsætning til tidligere sager i "[...]-komplekset" (f.eks. SKM2023.97.LSR), havde klageren i denne sag vedkendt, at han havde deltaget i alle ture og initialt betalt for alle køb. Denne vedkendelse skabte en formodning for, at han havde indført en del af varerne.
Retten afviste klagerens påstand om, at de indkøbte varer var til eget brug, da mængderne væsentligt oversteg de vejledende grænser i Cirkulationsdirektivet. Dermed påhvilede det klageren at godtgøre, at varerne var til privat brug, hvilket han ikke gjorde.
Landsskatteretten foretog en skønsmæssig fastsættelse af klagerens andel af de indførte varer baseret på klagerens oplysninger om, at de typisk var fire personer på turene. Retten fastslog derfor, at klageren hæftede for ¼ af den samlede varemængde. Hæftelsen blev fastslået i medfør af Lov om afgift af øl, vin og frugtvin m.m. § 27, stk. 9 og Lov om afgift af spiritus m.m. § 33, stk. 9.
Retten stadfæstede Skattestyrelsens anvendelse af reglerne om ekstraordinær fastsættelse for perioden 2015 til 2018, da klageren blev anset for at have handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at betale afgiften af de store, kontinuerligt indførte mængder. Skattestyrelsens frister i henhold til var overholdt.
Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse og nedsætter det samlede afgiftskrav. Retten lagde skønsmæssigt til grund, at klageren var ansvarlig for ¼ af den samlede registrerede varemængde, da han havde vedkendt at have deltaget i og betalt for alle indkøbene, og da han havde oplyst, at de typisk var fire personer afsted.
Den opkrævede afgift på 272.752 kr. blev nedsat til:
| Kategori | Samlet afgiftsbeløb (kr.) | Klagerens andel (brøk) | Klagerens afgiftspligtige andel (kr.) |
|---|---|---|---|
| Øl, vin, spiritus | 272.752 | ¼ | 68.188 |
Da klagerens skønsmæssigt fastsatte andel stadig væsentligt oversteg grænsen for "eget brug", blev der ikke givet fradrag for afgiftsfri indførsel.

Sagen omhandler Skattestyrelsens opkrævning af 102.670 kr. i ølafgift for øl indkøbt i Tyskland i perioden 8. april 2018 til 6. marts 2020. Skattestyrelsen baserede opkrævningen på oplysninger fra loyalitetsprogrammet "[...]-kortet" fra [virksomhed1], som var tilknyttet klagerens konto. Skattestyrelsen mente, at de indkøbte mængder oversteg, hvad der kunne anses for at være til eget brug, og at klageren havde handlet groft uagtsomt ved ikke at anmelde og betale afgiften, hvilket berettigede en ekstraordinær ansættelse efter Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3.
Klageren påstod nedsættelse af opkrævningen til 0 kr., idet han anførte, at flere personer havde benyttet hans personlige [...]-kort for at opnå rabatter, og at de ofte havde været kontrolleret af tolden uden anmærkninger. Klageren kunne dog ikke dokumentere, hvem der havde foretaget de enkelte køb, eller at varerne var til eget brug for de involverede personer.
Landsskatteretten lagde til grund, at [...]-kortet er et fysisk ihændehaverkort uden pinkode eller identitetsoplysninger, og at det ikke er indrettet til udelukkende at blive brugt af den person, der har oprettet kontoen. Det forhold, at kortets betingelser angiver, at det er personligt, ændrer ikke herpå, da der ikke er kontrolforanstaltninger, der forhindrer brug af flere personer.
Et flertal af Landsskatterettens medlemmer skelnede mellem to typer af indkøb:
Varer uden forudbestilling: For den del af varemængden, hvor der ikke forelå oplysninger om forudbestillinger knyttet til klagerens navn eller e-mail, fandt flertallet, at registreringerne på [...]-kontoen alene ikke skabte en tilstrækkelig klar formodning for, at klageren havde indkøbt og indført varerne. Da kortet kunne anvendes af andre, og der ikke forelå yderligere oplysninger, der støttede, at klageren havde foretaget samtlige køb, havde Skattestyrelsen ikke løftet bevisbyrden. Afgiften for denne del blev derfor nedsat til 0 kr.
Varer med forudbestilling: For de 16 indkøb, hvor klagerens navn eller e-mail var registreret som forudbestiller, fandt flertallet, at der var skabt en formodning for, at klageren havde foretaget disse indkøb. Klageren havde ikke fremlagt oplysninger, der kunne afkræfte denne formodning. Da mængderne (mellem 522 og 2.083 liter øl pr. indkøb) væsentligt oversteg den vejledende mængde for eget brug (110 liter jf. Direktiv 2008/118/EF artikel 32, stk. 3), påhvilede det klageren at godtgøre, at varerne var til eget brug. Klagerens forklaringer om grænsekontroller og eget brug var ikke underbygget af objektive kendsgerninger, jf. SKM2015.712.VLR og SKM2013.52.VLR. Der var derfor ikke grundlag for at reducere afgiftsbeløbet for disse indkøb.
For indkøbet den 8. april 2018, som lå uden for den ordinære frist i Skatteforvaltningsloven § 31, stk. 1, fandt flertallet, at klageren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at betale afgift af den usædvanligt store mængde. Da Skattestyrelsen modtog kontroloplysningerne den 5. januar 2021 og varslede ændringen den 18. maj 2021 (inden for 6 måneder), var betingelserne for ekstraordinær fastsættelse i Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 2 opfyldt. Klageren hæftede for afgiften i henhold til Øl- og vinafgiftsloven § 27, stk. 9.
Et enkelt retsmedlem dissenserede og stemte for at nedsætte afgiften til 0 kr. for hele beløbet, da der ikke var skabt en tilstrækkelig formodning for, at klageren havde indkøbt og indført den registrerede varemængde, heller ikke for de forudbestilte varer.

Sagen omhandler Skattestyrelsens opkrævning af 101.819 kr. i ølafgift hos en klager for indkøb af 39.436 liter øl i Tysk...
Læs mere
Sagen omhandler Skattestyrelsens opkrævning af 60.668 kr. i ølafgift fra klageren for øl indkøbt i Tyskland i perioderne...

Kursus afholdes**:**
11. december i Hvidovre