Omgørelse af Aktionærlån Afvist: Lån Var Allerede Indfriet

En eneanpartshaver blev beskattet af ulovlige aktionærlån for indkomstårene 2013-2015 på i alt 4.073.564 kr. i henhold til Ligningslovens § 16 E. Beskatningen opstod som følge af transaktioner på en enkelt mellemregningskonto mellem anpartshaveren og selskabet.

Anmodning om omgørelse

Klageren anmodede om tilladelse til omgørelse efter Skatteforvaltningsloven § 29. Ønsket var med tilbagevirkende kraft at opdele den ene mellemregningskonto i to separate konti:

• Mellemregning I: Skulle isolere den oprindelige gæld (aktionærlånet) på 1.696.397 kr.
• Mellemregning II: Skulle indeholde efterfølgende udbytteudlodninger og andre transaktioner.

Formålet med denne bogføringstekniske ændring var at reducere det skattepligtige aktionærlån markant, da udbytter og indskud på den nye Mellemregning II ville modsvare hævninger, uden at det blev anset for tilbagebetaling af det oprindelige lån på Mellemregning I.

Klageren argumenterede for, at den oprindelige bogføring havde utilsigtede og væsentlige skattemæssige konsekvenser, og at han og hans revisor ikke var bekendt med kravene til håndtering af aktionærlån, som først blev præciseret i et styresignal fra SKAT (SKM2014.825.SKAT) ultimo 2014.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen afviste anmodningen med to hovedargumenter:

1. Ny disposition: Oprettelsen af en ny mellemregningskonto med tilbagevirkende kraft var ikke en ændring af en eksisterende disposition, men en helt ny disposition, som ikke er omfattet af reglerne for omgørelse.
2. Indfriet lån: Hele mellemregningen var udlignet og saldoen var 0 kr. pr. 31. december 2015. Da lånet var indfriet og fordringen ophørt, var det ikke længere muligt at omgøre dispositionen.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse. Retten lagde afgørende vægt på, at selskabets fordring på klageren var endeligt indfriet pr. 31. december 2015, og at anmodningen om omgørelse først blev fremsat i 2021.

Med henvisning til Højesterets praksis (SKM2018.624.HR og SKM2024.44.HR) fastslog Landsskatteretten, at en fundamental betingelse for omgørelse er, at det er civilretligt og faktisk muligt at tilbageføre dispositionen. Da fordringen var ophørt med at eksistere, kunne denne betingelse ikke opfyldes. Klagerens anmodning blev derfor afvist.