Afvisning af klagebehandling grundet overskredet frist i sag om isocyanater og ventilation

Sagen omhandler en virksomhed, der ønskede at påklage flere afgørelser truffet af Arbejdstilsynet i slutningen af 2017. Spørgsmålet for Arbejdsmiljøklagenævnet var, hvorvidt en væsentligt overskredet klagefrist kunne tilsidesættes, således at klagerne kunne realitetsbehandles.

Arbejdstilsynets oprindelige afgørelser

Arbejdstilsynet traf i november og december 2017 følgende afgørelser over for virksomheden:

• Et strakspåbud om at sikre, at ansatte ikke blev udsat for unødig påvirkning fra isocyanater.
• Et påbud om at etablere effektiv ventilation ved arbejde med lim indeholdende isocyanater, herunder krav om kildeudsugning.
• Et påbud om anvendelse af autoriseret rådgivningsvirksomhed til at bistå med efterkommelse af ventilationspåbuddet.

Klageforløbet og parternes argumenter

Virksomheden indsendte først sin klage over afgørelserne i juli 2019, hvilket var ca. halvandet år efter de oprindelige frister. Som begrundelse for den sene klage anførte virksomheden:

• At der havde været løbende kontakt med Arbejdstilsynet, hvilket skabte en forventning om, at afgørelserne løbende kunne ændres.
• At virksomheden var af den opfattelse, at når fristerne for efterkommelse af påbuddene blev udsat, så fulgte klagefristen automatisk med.

Der skulle i sagen tages stilling til, om disse forklaringer udgjorde "særlige grunde" til at se bort fra den lovbestemte klagefrist.

Arbejdsmiljøklagenævnet traf afgørelse om, at klagerne over Arbejdstilsynets afgørelser fra 2017 ikke vil blive behandlet.

Nævnets begrundelse og juridiske vurdering

Nævnet lagde vægt på, at klagefristen i henhold til Arbejdsmiljøloven § 81, stk. 1 er fire uger fra meddelelsen af afgørelsen. Da klagen først blev indgivet den 19. juli 2019, var de oprindelige klagefrister i december 2017 og januar 2018 væsentligt overskredet.

I vurderingen af, om der kunne dispenseres fra fristen efter Bekendtgørelse om forretningsorden for Arbejdsmiljøklagenævnet § 3, stk. 2, fandt nævnet følgende:

• Der forelå ikke "særlige grunde", der kunne begrunde den sene klage.
• Virksomhedens opfattelse af, at klagefristen blev forlænget i takt med efterkommelsesfristen, eller at løbende dialog kunne suspendere fristen, var ikke tilstrækkelig.