Haderslev Kommune mod Nordea vedrørende rådgivningsansvar og ugyldighed af swapaftaler

Sagen omhandler to separate, men beslægtede, søgsmål anlagt af selskabet Wellington mod henholdsvis P/F BankNordik og Amagerbanken. Aktieselskab under konkurs. Sagsøger gjorde gældende, at den havde lidt betydelige økonomiske tab i forbindelse med en række finansielle transaktioner og garantistillelser, som bankerne havde håndteret eller udstedt i årene 2009-2011, primært relateret til et større ejendomsudviklingsprojekt.

Wellingtons Hovedkrav

Wellington krævede erstatning fra begge banker for manglende opfyldelse af forpligtelser og uagtsom rådgivning. Overordnet blev det hævdet, at bankerne havde:

• Misinformeret Wellington om det reelle risikoniveau i de finansielle produkter.
• Undladt at opfylde betingelserne i udstedte garantier, hvilket førte til Wellingtons direkte tab.

Kravet mod BankNordik (Sag BS-84/2014):

Wellington hævdede, at BankNordik havde udvist grov uagtsomhed i deres rådgivning og ved administrationen af et lån relateret til ejendomsprojektet. Kravet lød på 12,5 millioner kr. i tabt fortjeneste og dækning af garantiforpligtelser.

Kravet mod Amagerbanken (Sag BS-87/2014):

Kravet mod Amagerbanken vedrørte en garantistillelse, der blev ugyldig, da banken gik konkurs i 2011. Wellington krævede at få sit krav behandlet som massekrav eller som et simpelt krav i konkursboet, samt godtgørelse for de tab, der opstod som følge af bankens pludselige kollaps. Kravet var specificeret til 8,2 millioner kr.

Bankernes Forsvar og Argumenter

P/F BankNordik påstod frifindelse. Banken gjorde gældende, at Wellington var en professionel investor, der selv bar ansvaret for sine investeringsbeslutninger. Enhver rådgivning ydet af banken var alene vejledende, og der var indgået skriftlige aftaler, som fritog banken for erstatningsansvar, medmindre der var tale om forsæt eller grov uagtsomhed. BankNordik argumenterede for, at kravene var forældede og subsidiært, at tabet ikke var dokumenteret.

Amagerbanken (Konkursboet) påstod frifindelse og henviste til konkurslovens regler. Boet anførte, at Wellingtons krav var et simpelt pengekrav, der skulle behandles efter de almindelige regler i Konkursloven § 93. Der var intet grundlag for at behandle kravet som massekrav eller som et privilegeret krav, og boet havde ingen forpligtelse til at dække tab, der opstod efter konkursdekretets afsigelse, da bankens forpligtelser ophørte ved dekretet.

Centrale Juridiske Overvejelser

Retten måtte vurdere omfanget af bankernes kontraktuelle forpligtelser og deres rådgivningsansvar, især i lyset af Aftaleloven § 36 vedrørende urimelige aftalevilkår og gyldigheden af de udstedte garantier. I forhold til Amagerbanken var vurderingen centreret om tidspunktet for tabets indtræden i relation til konkursen.