Search for a command to run...
Dato
21. februar 2020
Emner
Finansiel rådgivning, Swapaftaler, Forældelse, Bankjura, Kommunal låntagning
Dokument
Parter
v/ Inger Stokvad Loft v/ advokat Christian Schwarz-Hansen
v/ Peter Schradieck
v/ Peter Schradieck
Biintervenient
v/ Inger Stokvad Loft v/ advokat Christian Schwarz-Hansen
Dommere
Relaterede love
Sagen omhandler et erstatnings- og tilbagebetalingskrav anlagt af Haderslev Kommune mod Nordea i forbindelse med en række finansielle aftaler (swaps), som parterne indgik i perioden 2007-2012.
Haderslev Kommune havde indgået en rådgivningsaftale med Nordea og benyttede aktivt finansielle instrumenter, herunder rente- og valutaswaps, til at styre kommunens gælds- og likviditetsforhold. I perioden indgik parterne 30 swapaftaler, som ofte blev omlagt. I 2012 valgte kommunen at overdrage porteføljen til Deutsche Bank, hvilket medførte et realiseret tab/betaling på over 100 mio. kr.
Kommunen gjorde gældende, at swapaftalerne var ugyldige, eller at Nordea var erstatningsansvarlig på grund af mangelfuld rådgivning. Hovedargumenterne var:
Nordea påstod frifindelse og anførte:
Der blev indhentet erklæringer fra skønsmænd, som blandt andet beregnede de indbyggede marginaler og bekræftede eksistensen af konveksitet i produkterne.
Sø- og Handelsretten frifandt Nordea.
Retten lagde vægt på følgende forhold:
"Det er ubetænkeligt at lægge til grund, at kommunens økonomiafdeling var fuldt klar over, at Nordea beregnede et ikke nærmere specificeret beløb til sig selv i forbindelse med indgåelse af swapaftaler, og at dette skete via swapaftalens rentesats."
Retten fandt, at:
Afgørelse om forældelse: Retten konkluderede, at Haderslev Kommune på et tidligt tidspunkt – og senest før den 20. februar 2011 (3 år før sagsanlæg) – havde det fornødne grundlag for at kende de omstændigheder, der kunne begrunde et krav. Derfor var kravet forældet efter Forældelsesloven § 3, stk. 2 eller bortfaldet ved passivitet.
Haderslev Kommune blev dømt til at betale sagsomkostninger på 3.024.250 kr. til Nordea.

Kursus afholdes:
8. oktober i Hvidovre
9. oktober i Aarhus
Kurset giver deltagerne en grundig indføring i EU's nye løngennemsigtighedsdirektiv og dets praktiske im...
Læs mere
Sagen omhandler to separate, men beslægtede, søgsmål anlagt af selskabet Wellington mod henholdsvis P/F BankNordik og Amagerbanken. Aktieselskab under konkurs. Sagsøger gjorde gældende, at den havde lidt betydelige økonomiske tab i forbindelse med en række finansielle transaktioner og garantistillelser, som bankerne havde håndteret eller udstedt i årene 2009-2011, primært relateret til et større ejendomsudviklingsprojekt.
Wellington krævede erstatning fra begge banker for manglende opfyldelse af forpligtelser og uagtsom rådgivning. Overordnet blev det hævdet, at bankerne havde:
Kravet mod BankNordik (Sag BS-84/2014):
Wellington hævdede, at BankNordik havde udvist grov uagtsomhed i deres rådgivning og ved administrationen af et lån relateret til ejendomsprojektet. Kravet lød på 12,5 millioner kr. i tabt fortjeneste og dækning af garantiforpligtelser.
Kravet mod Amagerbanken (Sag BS-87/2014):
Kravet mod Amagerbanken vedrørte en garantistillelse, der blev ugyldig, da banken gik konkurs i 2011. Wellington krævede at få sit krav behandlet som massekrav eller som et simpelt krav i konkursboet, samt godtgørelse for de tab, der opstod som følge af bankens pludselige kollaps. Kravet var specificeret til 8,2 millioner kr.
P/F BankNordik påstod frifindelse. Banken gjorde gældende, at Wellington var en professionel investor, der selv bar ansvaret for sine investeringsbeslutninger. Enhver rådgivning ydet af banken var alene vejledende, og der var indgået skriftlige aftaler, som fritog banken for erstatningsansvar, medmindre der var tale om forsæt eller grov uagtsomhed. BankNordik argumenterede for, at kravene var forældede og subsidiært, at tabet ikke var dokumenteret.
Amagerbanken (Konkursboet) påstod frifindelse og henviste til konkurslovens regler. Boet anførte, at Wellingtons krav var et simpelt pengekrav, der skulle behandles efter de almindelige regler i Konkursloven § 93. Der var intet grundlag for at behandle kravet som massekrav eller som et privilegeret krav, og boet havde ingen forpligtelse til at dække tab, der opstod efter konkursdekretets afsigelse, da bankens forpligtelser ophørte ved dekretet.
Retten måtte vurdere omfanget af bankernes kontraktuelle forpligtelser og deres rådgivningsansvar, især i lyset af Aftaleloven § 36 vedrørende urimelige aftalevilkår og gyldigheden af de udstedte garantier. I forhold til Amagerbanken var vurderingen centreret om tidspunktet for tabets indtræden i relation til konkursen.
Dette lovforslag har til formål at samle de regler, der gælder for forsikringsselskaber, tværgående pensionskasser og li...
Læs mereLovforslaget har til formål at modernisere den juridiske ramme for Kreditforeningen af kommuner og regioner i Danmark, k...