Search for a command to run...
Dato
17. juni 2025
Hoved Emner
Generelt om punktafgifter
Eksterne links
Læs hele sagenUnder Emner
Punktafgifter, Ølafgift, Tobaksafgift, Eget brug, Bevisbyrde, Ekstraordinær fastsættelse, Grænsehandel
Relaterede love
| Lov | § |
|---|---|
Sagen omhandler Skattestyrelsens opkrævning af øl- og tobaksafgift for varer indkøbt i Tyskland i perioden 17. marts 2018 til 29. februar 2020. Skattestyrelsen havde opkrævet i alt 108.880 kr. i ølafgift og 88.039 kr. i tobaksafgift, idet de mente, at varerne var indkøbt og indført af klageren i mængder, der oversteg, hvad der kunne anses for at være til eget brug.
Skattestyrelsen modtog oplysninger fra en tysk virksomhed ([virksomhed1]) om varekøb registreret på klagerens loyalitetskonto ([...]-kort). Kortet er personligt, men kræver hverken pinkode eller ID ved brug, og identitetsoplysninger fremgår ikke af kortet. Klageren oplyste, at han ofte havde andre med på turene, og at deres køb blev registreret på hans kort for at opnå rabatter. Han hævdede, at han kun stod for en tredjedel af alle køb. Det fremgik dog, at klagerens navn var registreret i forbindelse med forudbestillinger af øl på fem specifikke datoer i perioden 24. marts 2018 til 21. april 2018.
| Dato | Antal liter øl indkøbt |
|---|---|
| 24. marts 2018 | 498 liter |
| 29. marts 2018 | 332 liter |
| 7. april 2018 | 403 liter |
| 14. april 2018 | 475 liter |
| 21. april 2018 |
| 498 liter |
Skattestyrelsen fastholdt opkrævningen med henvisning til, at de indførte mængder oversteg "eget brug" i henhold til Øl- og vinafgiftsloven § 11, stk. 2 og Tobaksafgiftsloven § 29, stk. 2. De påpegede, at varer medbragt for andre, der betaler for dem, ikke anses for eget brug. Da klageren ikke havde forudanmeldt købene, blev afgiften opkrævet i henhold til Øl- og vinafgiftsloven § 16, stk. 2 og Tobaksafgiftsloven § 13, stk. 2, jf. Opkrævningsloven § 9, stk. 1. Skattestyrelsen anvendte reglerne om ekstraordinær ansættelse, jf. Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3, da klageren ansås for at have handlet mindst groft uagtsomt ved den kontinuerlige indførsel af store mængder.
Klageren påstod nedsættelse af opkrævningen til 0 kr. Han anførte, at Skattestyrelsen havde brugt et forkert grundlag ved at basere afgiften på hans loyalitetskort i stedet for eksportdeklarationer. Han henviste til, at der ikke er en lovgivning for, hvor meget man må købe, men et EU-direktiv, der angiver 110 liter som vejledende mængde. Han mente, at hans forbrug var højere på grund af arbejdsløshed og afholdelse af fødselsdage. Han fastholdt, at loyalitetskortets point fra fælles køb blev brugt til forplejning på turene, og at han kun stod for en tredjedel af købene.
Landsskatteretten lagde til grund, at loyalitetskortet er et fysisk ihændehaverkort uden krav om pinkode eller ID, og at det ikke umiddelbart alene kan anvendes af den person, der har oprettet kontoen. Selvom vilkårene angiver, at kortet er "personligt", ændrer dette ikke på, at der ikke er kontrol, der forhindrer brug af flere personer.
Tre retsmedlemmer, herunder retsformanden, fandt, at registreringerne på loyalitetskontoen alene ikke skabte en tilstrækkelig formodning for, at klageren havde indkøbt og indført alle de afgiftspligtige varer. Dette skyldes, at kortet kan anvendes af andre, og der ikke forelå yderligere oplysninger, der støttede, at klageren havde foretaget samtlige registrerede køb. Skattestyrelsen havde derfor ikke løftet bevisbyrden for den generelle varemængde.
For så vidt angår de varer, der var forudbestilt af klageren (hvor hans navn var registreret som "CustomerOrderFullName"), fandt retten, at der var skabt en formodning for, at klageren havde foretaget disse indkøb. Klageren havde ikke afkræftet denne formodning. Da den indførte mængde øl (2.210 liter over 28 dage) væsentligt oversteg den vejledende mængde på 110 liter, påhvilede det klageren at godtgøre, at varerne var til eget brug. Klagerens forklaringer om eget brug og fødselsdage var ikke underbygget af objektive kendsgerninger, og det fandtes derfor ikke godtgjort. Klageren hæftede for ølafgiften i henhold til Øl- og vinafgiftsloven § 27, stk. 9.
Perioden for de forudbestilte indkøb (24. marts 2018 til 21. april 2018) lå uden for den ordinære frist i Skatteforvaltningsloven § 31, stk. 1. Retten fandt, at klageren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at angive afgiften af den meget store mængde øl ved modtagelsen. Betingelserne for ekstraordinær fastsættelse i Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3 og Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 2 var derfor opfyldt.
Et retsmedlem dissenserede og mente, at der heller ikke for de forudbestilte varer var skabt en tilstrækkelig formodning for, at klageren havde indkøbt og indført den registrerede varemængde, og stemte for at nedsætte afgiften til 0 kr. i sin helhed.
Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse vedrørende varer, der er forudbestilt af klageren i perioden 24. marts 2018 til 21. april 2018. Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse vedrørende den øvrige varemængde, hvorefter afgiften nedsættes til 0 kr. Skattestyrelsen anmodes om at foretage den beløbsmæssige opgørelse i overensstemmelse med Landsskatterettens anvisning, jf. § 12, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 2373 af 10. december 2021 om forretningsorden for Landsskatteretten.

Kursus afholdes**:**
11. december i Hvidovre
Lignende afgørelser

Landsskatteretten
Sagen omhandler Skattestyrelsens opkrævning af 102.670 kr. i ølafgift for øl indkøbt i Tyskland i perioden 8. april 2018 til 6. ma...

Landsskatteretten
Sagen omhandler Skattestyrelsens opkrævning af i alt 181.570 kr. i afgift for øl og spiritus, som klageren angiveligt har indkøbt ...

Landsskatteretten
Sagen omhandler Skattestyrelsens opkrævning af 150.549 kr. i ølafgift fra en klager for indkøb af øl i Tyskland i perioden 7. dece...