Landsskatteretten nedsætter ølafgift til 0 kr. – loyalitetskort ikke tilstrækkeligt bevis for indførsel til erhvervsmæssigt brug

Sagen omhandler Skattestyrelsens opkrævning af 60.668 kr. i ølafgift fra klageren for øl indkøbt i Tyskland i perioderne 11. marts 2015 til 12. december 2017 og 8. januar 2019 til 17. december 2019. Indkøbene blev registreret via klagerens personlige loyalitetskort fra en tysk grænsebutik.

Skattestyrelsens argumentation

Skattestyrelsen opkrævede afgiften med den begrundelse, at de indkøbte mængder øl (23.862 liter fordelt på 195 ture) oversteg, hvad der kunne anses for at være til eget brug, jf. Øl- og vinafgiftsloven § 11, stk. 2. De henviste til, at varer indført med henblik på videresalg eller medbragt for andre personer, der ikke deltog i rejsen, ikke anses for at være til eget brug. Da klageren ikke forudanmeldte købene og indbetalte afgiften i henhold til Øl- og vinafgiftsloven § 6a, stk. 1, blev afgiften opkrævet efter Øl- og vinafgiftsloven § 16, stk. 2 og Opkrævningsloven § 9, stk. 1. For de ældste perioder (2015-2017 og dele af 2018) anvendte Skattestyrelsen reglerne om ekstraordinær ansættelse, idet de mente, at klageren havde handlet minimum groft uagtsomt ved ikke at anmelde indførslerne, jf. Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3. Skattestyrelsen fastholdt, at loyalitetskortet var personligt og ikke måtte overdrages, og at klageren ikke havde dokumenteret, at andre havde foretaget købene, eller at en del af købene var til eget brug.

Klagerens argumentation

Klageren nedlagde påstand om nedsættelse af afgiften til 0 kr. med den begrundelse, at hun ikke alene havde indkøbt og indført alle de varer, der fremgik af loyalitetskortets registreringer. Klagerens ægtefælle oplyste, at kortet var blevet lånt ud, og at de havde kørt for andre. Klageren anførte desuden, at nogle indkøb i 2017 var til brug ved svigerforældrenes guldbryllup, og at husstandens eget forbrug var ca. 1 kasse øl pr. dag. Klageren fremlagde pasoplysninger som dokumentation for udrejse i perioder, hvor der var foretaget køb, hvilket Skattestyrelsen delvist imødekom.

Landsskatterettens vurdering

Landsskatteretten lagde til grund, at loyalitetskortet er et fysisk ihændehaverkort, der ikke kræver pinkode eller identifikation ved brug, og at der ikke fremgår identitetsoplysninger på kortet udover et kortnummer. Retten bemærkede, at kortet ikke er et betalingskort, men udelukkende giver adgang til optjening og brug af bonuspoint. Selvom vilkårene for loyalitetsprogrammet angiver, at kortet er

Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse, hvorefter den opkrævede afgift på 60.668 kr. nedsættes til 0 kr. Retten fandt, at Skattestyrelsen ikke havde løftet bevisbyrden for, at klageren selv havde indkøbt og indført de afgiftspligtige varer, da loyalitetskortet ikke var indrettet til at sikre personlig brug, og der ikke forelå yderligere beviser.