Landsskatteretten: Afgiftspligt for øl indkøbt i Tyskland afhænger af forudbestilling og bevisbyrde for 'eget brug'

Sagen omhandler Skattestyrelsens opkrævning af 110.653 kr. i ølafgift for varer, som klageren har indkøbt i Tyskland i perioden fra 20. marts 2015 til 15. december 2019. Indkøbene er registreret på klagerens loyalitetskonto hos en tysk grænsebutik.

Faktiske oplysninger

Skattestyrelsen modtog oplysninger fra den tyske virksomhed om varekøb foretaget med klagerens loyalitetskort. Kortet er et fysisk ihændehaverkort uden pinkode eller identitetsoplysninger, og det er ikke et betalingskort. Virksomheden har oplyst, at der ikke er sket væsentlige ændringer i vilkårene for loyalitetsprogrammet siden 2015, og at det først fra 1. kvartal 2018 har været teknisk muligt at forudbestille varer via en webshop. Klagerens navn og/eller e-mailadresse var registreret i forbindelse med forudbestillinger på 26 datoer i perioden 22. januar 2018 til 15. december 2019, hvor der blev indkøbt mellem 570 og 712 liter øl pr. gang.

Skattestyrelsens afgørelse og begrundelse

Skattestyrelsen opkrævede ølafgift, idet de indførte mængder oversteg, hvad der kan anses for at være til eget brug, jf. Øl- og vinafgiftsloven § 11, stk. 2 og Direktiv 2008/118/EF artikel 32, stk. 2 og 3. De vejledende mængder for øl til eget brug er 110 liter. Klageren havde i gennemsnit indført 8.751 liter øl pr. år. Skattestyrelsen mente, at der var en formodning for, at klageren havde foretaget købene, da de var registreret på hendes personlige kort, og at klageren ikke havde dokumenteret, at andre personer havde foretaget købene. For perioden 2015-2017 og dele af 2018 anvendte Skattestyrelsen reglerne om ekstraordinær ansættelse, jf. Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3, da klageren ansås for at have handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at anmelde indførslerne. Kundskabstidspunktet for Skattestyrelsen var den 5. januar 2021, og varsling skete rettidigt den 21. maj 2021, jf. Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 2.

Klagerens opfattelse

Klageren påstod nedsættelse af opkrævningen til 0 kr. med den begrundelse, at hun ikke alene havde indkøbt og indført alle de varer, der fremgik af loyalitetskortets registreringer. Hun forklarede, at kortet blev anvendt af både familie og venner, der deltog i turene, og at mellemværendet blev afregnet kontant. Klageren mente, at de oplysninger, Skattestyrelsen havde indhentet, ikke gav et retvisende billede af hendes personlige forbrug. Hun bestred, at hun havde handlet groft uagtsomt, da varerne, der tilgik hende personligt, var til eget brug og dermed afgiftsfritaget. Klageren henviste til Landsskatterettens afgørelse SKM2023.97.LSR, der fandt, at loyalitetskortregistreringer i sig selv ikke danner grundlag for afgiftsopkrævning, medmindre det bevises, at kortet udelukkende er anvendt af klageren.