Search for a command to run...
Dato
11. juni 2025
Hoved Emner
Øl, vin og spiritus
Eksterne links
Læs hele sagenUnder Emner
Ølafgift, Punktafgifter, Eget brug, Grænsehandel, Ekstraordinær genoptagelse, Grov uagtsomhed, Bevisbyrde
Sagen omhandler Skattestyrelsens opkrævning af 82.650 kr. i ølafgift fra klageren for indkøb af øl i Tyskland i perioden 21. marts 2016 til 14. juni 2020. Indkøbene blev registreret på klagerens loyalitetskort fra [virksomhed1]'s fordelsprogram.
Skattestyrelsen modtog oplysninger fra [virksomhed1] ApS om klagerens varekøb i [butik1] i Tyskland, hvor et loyalitetskort tilknyttet klagerens konto blev anvendt. En gennemgang af indkøbene viste, at der var købt store mængder øl over flere år.
| År | Antal liter øl | Antal ture | Beregnet liter/tur |
|---|---|---|---|
| 21. marts - 31. december 2016 | 4.891 | 9 | 543 |
| 1. januar - 31. december 2017 | 11.904 | 25 | 476 |
| 1. januar - 11. maj 2018 | 2.460 |
| 6 |
| 410 |
| 12. maj - 31. december 2018 | 4.067 | 15 | 271 |
| 1. januar - 31. december 2019 | 7.413 | 22 | 337 |
| 1. januar - 14. juni 2020 | 1.370 | 4 | 343 |
| Total | 32.105 | 81 | 396 |
Klageren forklarede, at han ofte rejste med 2-4 personer, og at indkøbene var forudbestilt i fællesskab, men registreret på hans kort for at opnå rabatter. De andre deltagere afregnede kontant. Klageren fremlagde kontoudskrifter for færgebilletter og køb i [butik1] for sig selv og sin kæreste, samt erklæringer fra 10 navngivne personer, der angiveligt havde deltaget i turene og købt varer. Han henviste også til afholdelse af sin 50-års fødselsdag og datterens konfirmation som årsag til et øget forbrug.
Skattestyrelsen opkrævede ølafgift, da mængderne oversteg, hvad der kunne anses for eget brug, jf. Øl- og vinafgiftsloven § 11, stk. 2. Varer medbragt for andre, der betaler, anses ikke for eget brug. Da klageren ikke forudanmeldte og indbetalte afgiften, blev den opkrævet efter Øl- og vinafgiftsloven § 16, stk. 2 og Opkrævningsloven § 9, stk. 1. Skattestyrelsen anvendte den udvidede forældelsesfrist i Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3 for perioden 2016-2017 og 1. januar 2018 - 12. maj 2018, idet klageren ansås for at have handlet groft uagtsomt grundet de kontinuerlige og store indførsler.
Klageren bestred afgiftsopkrævningen og gjorde gældende, at varerne var til eget forbrug, eller at kun den del, der reelt tilgik ham, skulle beskattes. Han anførte, at loyalitetskortet blev brugt af flere personer, og at registreringerne derfor ikke afspejlede hans personlige forbrug. Klageren henviste til Landsskatterettens afgørelse SKM2023.97.LSR, hvor registreringer på et lignende kort ikke i sig selv var tilstrækkeligt bevis. Han bestred også grov uagtsomhed og dermed grundlaget for ekstraordinær genoptagelse. Subsidiært anmodede han om en skønsmæssig nedsættelse af afgiften, jf. SKM2013.52.VLR, for den del, der kunne anses for eget forbrug.
Landsskatteretten lagde til grund, at loyalitetskortet ikke umiddelbart alene kunne anvendes af den person, der havde oprettet kontoen, og at betingelserne for kortet ikke forhindrede brug af flere personer. Retten fandt derfor, at registreringerne på loyalitetskontoen alene ikke skabte en formodning for, at klageren havde indkøbt og indført de afgiftspligtige varer.
Imidlertid havde klageren selv fremlagt kontoudtog for færgebilletter og køb i [butik1] for sig selv og sin samlever, der tidsmæssigt kunne knyttes til 75 ud af 81 ture. Dette skabte en formodning for, at varerne var købt af klageren, og denne formodning blev ikke afkræftet af klagerens oplysninger om andre deltagere eller forbrug til fester. Klagerens oplysninger om et ugentligt forbrug på seks til syv rammer øl i husstanden blev ikke tillagt væsentlig betydning.
Retten henviste til, at de indførte mængder (mellem 343 og 543 liter øl pr. tur) væsentligt oversteg den vejledende mængde på 110 liter for eget brug, jf. Rådets direktiv 2008/118/EF artikel 32, stk. 3. Det påhvilede derfor klageren at godtgøre, at varerne var til eget brug, hvilket han ikke havde gjort med objektive kendsgerninger. Klageren hæftede for ølafgiften i henhold til Øl- og vinafgiftsloven § 27, stk. 9.
Vedrørende den ekstraordinære fastsættelse for perioden 21. marts 2016 til 12. maj 2018, der lå uden for den ordinære frist i Skatteforvaltningsloven § 31, stk. 1, fandt retten, at klageren havde handlet mindst groft uagtsomt. Dette blev begrundet med de 40 indkøbsture i perioden, hvor der samlet blev indkøbt 19.255 liter øl, svarende til gennemsnitligt 481,38 liter pr. tur, hvilket væsentligt oversteg grænsen for eget brug. Skattestyrelsens reaktionsfrist i Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 2 blev anset for overholdt.
Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse om opkrævning af 82.650 kr. i ølafgift.

Kursus afholdes**:**
11. december i Hvidovre
Lignende afgørelser

Landsskatteretten
Sagen omhandler Skattestyrelsens opkrævning af 102.670 kr. i ølafgift for øl indkøbt i Tyskland i perioden 8. april 2018 til 6. ma...

Landsskatteretten
Sagen omhandler Skattestyrelsens opkrævning af øl- og tobaksafgift for varer indkøbt i Tyskland i perioden 17. marts 2018 til 29. ...

Landsskatteretten
Sagen omhandler Skattestyrelsens opkrævning af 150.549 kr. i ølafgift fra en klager for indkøb af øl i Tyskland i perioden 7. dece...