Landsskatteretten: Delvis stadfæstelse af ølafgift ved grænsehandel med loyalitetskort

Sagen omhandler Skattestyrelsens opkrævning af 78.497 kr. i ølafgift fra klageren for indkøb af øl i Tyskland i perioden 15. marts 2015 til 14. juni 2020. Indkøbene blev registreret på klagerens loyalitetskort ([...]-kort) hos en tysk grænsehandelsbutik. Skattestyrelsen mente, at mængderne oversteg, hvad der kunne anses for at være til eget brug, og at klageren var groft uagtsom, hvilket muliggjorde ekstraordinær ansættelse.

Klageren anførte, at han ikke alene havde indkøbt og indført alle de registrerede varer, da han ofte udlånte sit loyalitetskort til venner og kolleger, som var med på turene og selv indkøbte og indførte deres varer. Han fremhævede, at loyalitetskortet er et ihændehaverkort, og at registreringerne på kortet derfor ikke i sig selv udgjorde tilstrækkeligt bevis for, at han personligt havde foretaget alle købene. Klageren henviste til Landsskatterettens praksis i SKM2023.97.LSR, der støttede dette synspunkt.

Skattestyrelsen fastholdt, at der var en formodning for, at køb registreret på klagerens personlige kort var foretaget af ham, og at de indkøbte mængder (ca. 29.650 liter øl) væsentligt overskred de vejledende mængder for eget brug (110 liter øl). Skattestyrelsen henviste til retspraksis (SKM2013.52.VLR, SKM2015.712.VLR), der pålægger den indførende bevisbyrden i sådanne tilfælde.

Landsskatteretten lagde til grund, at loyalitetskortet er et fysisk ihændehaverkort uden krav om pinkode eller ID-kontrol, og at vilkårene om, at kortet er

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse for den del af varemængden, der er forudbestilt af klageren. For den øvrige varemængde ændres Skattestyrelsens afgørelse, og afgiften nedsættes til 0 kr. Den beløbsmæssige opgørelse overlades til Skattestyrelsen i overensstemmelse med Bekendtgørelse om forretningsorden for Landsskatteretten § 12, stk. 5.