Search for a command to run...
Dato
17. juni 2025
Hoved Emner
Øl, vin og spiritus
Eksterne links
Læs hele sagenUnder Emner
Ølafgift, Grænsehandel, Eget brug, Bevisbyrde, Ekstraordinær genoptagelse, Rabatkort, Forudbestilling
Sagen omhandler Skattestyrelsens opkrævning af 178.410 kr. i ølafgift fra en privatperson for indkøbte øl i Tyskland i perioden 14. marts 2015 til 7. marts 2020. Opkrævningen baserede sig på registreringer fra klagerens personlige rabatkort ([...]-kort) hos en tysk grænsehandelsbutik. Skattestyrelsen mente, at de indkøbte mængder oversteg, hvad der kunne anses for at være til eget brug, og at klageren kontinuerligt havde indført afgiftspligtige varer uden at anmelde og betale afgift.
Skattestyrelsen argumenterede for, at klageren kontinuerligt havde indført store mængder afgiftspligtige varer, der ikke kunne anses for at være til eget brug, jf. Øl- og vinafgiftsloven § 11, stk. 2. De påpegede, at varer indført med henblik på videresalg eller medbragt for andre personer, der ikke deltog i rejsen, ikke anses for eget brug. Da klageren ikke havde forudanmeldt købene og indbetalt afgiften, opkrævedes afgiften i henhold til Øl- og vinafgiftsloven § 16, stk. 2 og Opkrævningsloven § 9, stk. 1.
For perioden 2015-2017 og dele af 2018 anvendte Skattestyrelsen reglerne om ekstraordinær ansættelse, jf. Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3, idet de vurderede, at klageren havde handlet groft uagtsomt ved ikke at anmelde indførslerne. Skattestyrelsen fastholdt, at det påhvilede klageren at dokumentere, at varerne var købt og betalt af flere forskellige personer, hvilket ikke var sket. De henviste til, at retspraksis som SKM2013.52.VLR understøttede, at bevisbyrden påhviler den, der indfører usædvanligt store mængder.
Klageren påstod nedsættelse af opkrævningen til 0 kr. Han anførte, at han ikke alene havde indkøbt og indført alle de varer, der fremgik af rabatkortregistreringerne. Han forklarede, at kortet var et ihændehaverkort, der ofte blev lånt ud til andre medrejsende eller brugt på ture, hvor han ikke selv deltog, for at opnå rabatter. Klageren mente, at Skattestyrelsen ikke havde løftet bevisbyrden for, at han personligt havde indkøbt og indført de afgiftspligtige varer. Han henviste til Landsskatterettens afgørelse SKM2023.97.LSR, som fastslog, at registreringer på et rabatkort ikke i sig selv har tilstrækkelig objektiv bevisværdi. Klageren fremhævede, at han var opmærksom på afgiftsreglerne og forudbestilte varer for at holde styr på mængderne til eget forbrug og for venner/familie.
Landsskatteretten lagde til grund, at [virksomhed1]'s rabatkort er et fysisk ihændehaverkort uden krav om pinkode eller identifikation, og at det ikke er et betalingskort. Selvom vilkårene angiver, at kortet er personligt, er der ingen kontrolmekanismer, der forhindrer brug af flere personer.
Varer uden forudbestilling: Tre retsmedlemmer, herunder retsformanden, fandt, at registreringerne på rabatkortet alene ikke skabte en tilstrækkelig formodning for, at klageren havde indkøbt og indført afgiftspligtige varer i mængder, der oversteg eget brug. Dette skyldtes især, at kortet kunne anvendes af andre, og der manglede yderligere oplysninger, der støttede, at klageren havde foretaget samtlige køb. Skattestyrelsen havde således ikke løftet bevisbyrden for disse køb.
Varer med forudbestilling: Klagerens navn var registreret i kolonnen "CustomerOrderFullName" i forbindelse med indkøb på 59 datoer i regnearket med kontroloplysninger fra [virksomhed1]. Landsskatteretten fandt, at kombinationen af rabatkortregistreringerne og oplysningerne om forudbestillinger, der kunne knyttes til klageren, skabte en formodning for, at klageren havde foretaget disse indkøb. Klageren havde ikke afkræftet denne formodning. Der blev henvist til Landsskatterettens afgørelse SKM2025.62.LSR.
Landsskatteretten vurderede, at de forudbestilte mængder øl væsentligt oversteg den vejledende mængde på 110 liter for eget brug, jf. Direktiv 2008/118/EF artikel 32. Det påhvilede derfor klageren at godtgøre, at disse varer var til eget brug, hvilket han ikke havde gjort alene ved sin forklaring. Der var derfor ikke grundlag for at reducere afgiftsbeløbet for disse køb. Klageren hæftede for afgiften i henhold til Øl- og vinafgiftsloven § 27, stk. 9. Retten henviste til SKM2015.712.VLR og SKM2013.52.VLR.
De forudbestilte mængder i perioden 13. januar 2018 til 2. juni 2018 var som følger:
| Dato | Mængde forudbestilt af klageren |
|---|---|
| 13. januar 2018 | 308 liter |
| 27. januar 2018 | 356 liter |
| 3. februar 2018 | 332 liter |
| 17. februar 2018 | 332 liter |
| 24. marts 2018 | 261 liter |
| 7. april 2018 | 285 liter |
| 26. maj 2018 | 356 liter |
| 2. juni 2018 | 277 liter |
| Total | 2.507 liter |
Ekstraordinær genoptagelse: For de forudbestilte indkøb foretaget før 7. juni 2018, som lå uden for den ordinære frist i Skatteforvaltningsloven § 31, stk. 1, fandt retten, at klageren havde handlet mindst groft uagtsomt. Dette skyldtes de usædvanligt store og kontinuerlige indførsler. Betingelserne for ekstraordinær fastsættelse i Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3 og Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 2 blev anset for opfyldt, da Skattestyrelsen fik kundskab den 5. januar 2021 og varslede inden for seks måneder.
Et retsmedlem stemte for at give klageren fuldt medhold og nedsætte afgiften til 0 kr. for alle køb, idet der ikke var skabt en formodning for, at klageren havde indkøbt og indført den registrerede varemængde, heller ikke for de forudbestilte varer. Byrettens dom SKM.2025.177.BR (anket) blev også nævnt i sagen.
Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse vedrørende varer, der er forudbestilt af klageren. For disse varer fandt retten, at der var skabt en formodning for, at klageren havde foretaget indkøbene, og at de indførte mængder væsentligt oversteg, hvad der kunne anses for eget brug. Betingelserne for ekstraordinær fastsættelse blev anset for opfyldt for den del af perioden, der lå uden for den ordinære frist.
Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse vedrørende den øvrige varemængde (ikke forudbestilte varer), hvorefter den opkrævede afgift nedsættes til 0 kr. For disse varer fandt retten, at registreringerne på rabatkortet alene ikke skabte en tilstrækkelig formodning for, at klageren havde indkøbt og indført varerne.
Den talmæssige opgørelse af afgiften overlades til Skattestyrelsen.
Kursus afholdes**:**
11. december i Hvidovre
Lignende afgørelser
Landsskatteretten
Sagen omhandler Skattestyrelsens opkrævning af 102.670 kr. i ølafgift for øl indkøbt i Tyskland i perioden 8. april 2018 til 6. ma...
Landsskatteretten
Sagen omhandler Skattestyrelsens opkrævning af øl- og tobaksafgift for varer indkøbt i Tyskland i perioden 17. marts 2018 til 29. ...
Landsskatteretten
Sagen omhandler Skattestyrelsens opkrævning af 150.549 kr. i ølafgift fra en klager for indkøb af øl i Tyskland i perioden 7. dece...
