Afgiftsopkrævning på øl og spiritus fra Tyskland via loyalitetskort og spørgsmål om 'eget brug'

Sagen omhandler Skattestyrelsens opkrævning af i alt 181.570 kr. i afgift for øl og spiritus, som klageren angiveligt har indkøbt i Tyskland i perioden fra den 2. januar 2016 til den 14. marts 2020. Skattestyrelsen baserede opkrævningen på varekøbsregistreringer foretaget med et loyalitetskort tilknyttet klagerens konto, idet mængderne oversteg, hvad der kunne anses for at være til eget brug.

Klageren bestred opkrævningen med henvisning til, at han havde mistet loyalitetskortet forud for den omhandlede periode, og at købene derfor måtte være foretaget af ukendte tredjeparter. Han anførte desuden, at han på flere af de registrerede købsdatoer var på arbejde som eksportchauffør og derfor ikke fysisk kunne have foretaget indkøbene. Klageren gjorde gældende, at bevisbyrden for afgiftspligten påhvilede Skattestyrelsen, og at denne ikke var løftet alene på baggrund af loyalitetskortregistreringerne.

Skattestyrelsens argumentation

Skattestyrelsen fastholdt, at loyalitetskortet var tilknyttet klageren, og at de store og kontinuerlige indkøb i Tyskland indikerede, at varerne ikke var til eget brug. Skattestyrelsen henviste til, at klageren burde have vidst, at der skulle betales afgift, og at der derfor var handlet groft uagtsomt, hvilket berettigede en ekstraordinær ansættelse efter Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3. Skattestyrelsen mente, at det påhvilede klageren at dokumentere, at kortet var misbrugt, eller at købene ikke var foretaget af ham. De fremlagte førerrapporter blev ikke anset for tilstrækkelig dokumentation, da de kun dækkede få dage, og butikkens åbningstider tillod køb uden for arbejdstid. Skattestyrelsen henviste desuden til en tidligere grænsekontrol i 2018, hvor klageren blev stoppet med en stor mængde øl.

Klagerens argumentation

Klagerens repræsentant fastholdt, at loyalitetskortet var et ihændehaverkort uden pinkode eller ID-kontrol, og at det derfor let kunne misbruges. Det blev fremhævet, at udbyderen ikke havde sikret sig bevis for, at kortindehaveren var den registrerede ejer. Klageren henviste til Landsskatterettens praksis, herunder SKM2023.97.LSR, hvor det blev fastslået, at loyalitetskortregistreringer i sig selv ikke har tilstrækkelig objektiv bevisværdi til at løfte bevisbyrden for, at klageren selv har indkøbt og indført den registrerede varemængde. Klageren argumenterede, at bevisbyrden aldrig var overgået til ham, da Skattestyrelsen ikke havde fremlagt yderligere objektiv dokumentation som f.eks. bankkontoudtog, der kunne koble købene til klageren.

Retsgrundlag og praksis

Sagen blev behandlet i henhold til Øl- og vinafgiftsloven § 1, stk. 1, om afgiftspligt, og og om afgiftsfritagelse for varer til eget brug. om vejledende mængder (110 liter øl, 10 liter spiritus) var også relevant. Bestemmelser om hæftelse ( og ) og forældelse ( og ) blev også inddraget. Landsskatteretten henviste til tidligere domme, herunder , , og , der behandlede lignende sager om loyalitetskort og bevisbyrde.