Ølafgift ved indførsel af øl fra Tyskland via loyalitetskort – delvis stadfæstelse og nedsættelse

Sagen omhandler Skattestyrelsens opkrævning af 150.549 kr. i ølafgift fra en klager for indkøb af øl i Tyskland i perioden 7. december 2016 til 13. marts 2020. Indkøbene blev registreret via klagerens loyalitetskort tilknyttet en tysk butikskæde. Skattestyrelsen mente, at mængden af indkøbte varer oversteg, hvad der kunne anses for at være til eget brug, og at klageren havde handlet groft uagtsomt ved ikke at angive og betale afgiften.

Faktiske omstændigheder

Skattestyrelsen modtog oplysninger fra den tyske butikskæde om varekøb registreret på klagerens loyalitetskonto. Disse oplysninger viste indkøb af mellem 47 og 380 liter øl på 100 datoer i perioden 16. januar 2018 til 13. marts 2020. Klagerens navn var registreret som "CustomerOrderFullName" for alle 100 datoer, og klagerens e-mailadresse var registreret for 39 af disse datoer. Loyalitetsprogrammet tillod optjening og brug af bonuspoint, og kortet var et fysisk ihændehaverkort uden krav om pinkode eller identifikation, selvom vilkårene angav, at kortet var personligt og ikke måtte overdrages.

Klageren anførte, at en stor del af indkøbene var foretaget af andre privatpersoner, der deltog i indkøbsturene til Tyskland, og at varerne derfor var til eget forbrug for disse personer. Klageren fremlagde en oversigt over deltagere på turene samt otte erklæringer fra navngivne personer, der bekræftede at have foretaget indkøb via klagerens kort. Klageren bestred desuden, at oplysninger fra et privat rabatprogram kunne danne grundlag for en afgiftsberegning, og afviste grov uagtsomhed, hvilket ville forhindre ekstraordinær ansættelse.

Skattestyrelsens argumentation

Skattestyrelsen fastholdt, at indkøbene var til klagerens eget brug, da mængderne var for store til afgiftsfritagelse jf. Øl- og vinafgiftsloven § 11, stk. 2. De henviste til, at varer medbragt for andre, der ikke deltager i rejsen, eller hvor der betales for varerne/rejseomkostninger, ikke anses for eget brug. Skattestyrelsen mente, at klageren havde handlet groft uagtsomt, hvilket berettigede ekstraordinær ansættelse efter Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3. De afviste klagerens fremlagte oversigter og erklæringer som utilstrækkelig dokumentation.

Landsskatterettens begrundelse

Landsskatteretten lagde til grund, at loyalitetskortet ikke umiddelbart alene kunne anvendes af den person, der havde oprettet kontoen, da der ikke var kontrolforanstaltninger, der forhindrede brug af flere personer. Retten bemærkede, at loyalitetsprogrammets vilkår udelukkende regulerede forholdet mellem butikskæden og klageren.

Varer uden forudbestilling: Et flertal af retsmedlemmerne fandt, at der ikke alene ved registreringerne på loyalitetskontoen var en tilstrækkelig klar formodning for, at klageren havde indkøbt og indført afgiftspligtige varer svarende til det registrerede, når der ikke forelå oplysninger om forudbestillinger. Dette skyldtes især, at kortet kunne anvendes af andre end den person, det var udstedt til, og der manglede yderligere objektive oplysninger, der støttede, at klageren havde foretaget samtlige køb. Skattestyrelsen havde derfor ikke løftet bevisbyrden for disse køb.