Landsskatteretten: Delvis afgiftspligt for grænsehandlet øl baseret på forudbestillinger og loyalitetskort

Sagen omhandler Skattestyrelsens opkrævning af 94.002 kr. i ølafgift for øl indkøbt i Tyskland i perioden 19. marts 2015 til 28. november 2019. Skattestyrelsen mente, at indkøbene, registreret på klagerens loyalitetskort, oversteg, hvad der kunne anses for at være til eget brug, og at klageren derfor var afgiftspligtig.

Faktiske omstændigheder

Skattestyrelsen modtog oplysninger fra [virksomhed1] ApS om varekøb i deres butik i Tyskland, hvor klagerens loyalitetskort var anvendt. Kortet er personligt, men kræver ingen pinkode eller ID ved brug, og identitetsoplysninger fremgår ikke af kortet. Klagerens navn var registreret i forbindelse med forudbestillinger på 21 datoer i perioden 18. januar 2018 til 28. november 2019, hvor mængderne varierede mellem 216 og 522 liter øl per indkøb. Klageren oplyste, at han altid havde en anden person med på turene, og at kortet også var udlånt til andre, samt at indkøbene var til eget forbrug, herunder i forbindelse med familiefester.

Skattestyrelsens afgørelse og begrundelse

Skattestyrelsen opkrævede afgiften med henvisning til, at mængderne var for store til eget brug, jf. Øl- og vinafgiftsloven § 11, stk. 2. Da klageren ikke havde forudanmeldt købene og indbetalt afgiften, opkrævedes den efter Øl- og vinafgiftsloven § 16, stk. 2 og Opkrævningsloven § 9, stk. 1. For perioden 2015-2017 og dele af 2018 anvendte Skattestyrelsen reglerne om ekstraordinær ansættelse, jf. Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3, idet klageren ansås for at have handlet groft uagtsomt ved ikke at anmelde indførslerne. Kundskabstidspunktet blev fastsat til 5. januar 2021, og varslingsfristen i Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 2 blev anset for overholdt.

Klagerens opfattelse

Klageren nedlagde påstand om nedsættelse til 0 kr. og bestred at have foretaget alle indkøb alene. Han henviste til, at loyalitetskortet var udlånt til familie og venner, og at indkøbene var til eget forbrug, herunder i forbindelse med større familiefester. Klageren anførte, at registreringer på loyalitetskortet ikke i sig selv udgjorde tilstrækkelig objektiv bevisværdi, og henviste til Landsskatterettens afgørelse SKM2023.97.LSR. Klageren bestred desuden grov uagtsomhed, hvilket ville udelukke ekstraordinær genoptagelse.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Landsskatteretten lagde til grund, at loyalitetskortet ikke var indrettet til udelukkende at blive brugt af kortindehaveren, da der ingen kontrol var for at forhindre udlån. Retten bemærkede, at vilkårene for kortet udelukkende regulerede forholdet mellem [virksomhed1] og klageren.