Afslag på erstatning til voldsoffer på grund af egen skyld i forbindelse med gensidigt slagsmål

Sagen omhandler en ansøgning om erstatning fra en person, der blev udsat for vold af sin daværende samlever under et skænderi. Under hændelsen blev ansøgeren tildelt et knytnæveslag på brystkassen og et slag med flad hånd i panden. Episoden førte til en straffesag mod skadevolderen, hvor de involverede parter afgav modstridende forklaringer om hændelsesforløbet.

Sagens faktiske omstændigheder

Det centrale spørgsmål i sagen var karakteren af den fysiske konfrontation. Retten vurderede under straffesagen bevisførelsen og lagde vægt på følgende forhold:

• Der var tale om vold begået i forbindelse med et skænderi.
• Det var uklart, hvem af parterne der havde påbegyndt det fysiske opgør.
• Skadevolderens forklaring om, at volden fandt sted som led i et slagsmål, kunne ikke tilsidesættes.
• Retten afviste dog, at der var tale om nødværge.

Juridiske problemstillinger

De juridiske spørgsmål rettede sig mod, i hvilket omfang ansøgerens egen deltagelse i slagsmålet påvirkede adgangen til erstatning. Sagen rejste spørgsmålet om, hvorvidt deltagelse i et uklart slagsmål med begrænsede skader til følge udgør en sådan grad af egen skyld eller accept af risiko, at krav på erstatning bortfalder.

Erstatningsnævnet traf afgørelse om at afslå ansøgningen om erstatning i sin helhed. Afgørelsen blev truffet med hjemmel i Offererstatningsloven § 6 a, idet nævnet vurderede, at ansøgeren havde udvist en grad af egen skyld, der medførte bortfald af erstatningen.

Nævnets begrundelse

Nævnet lagde i sin vurdering vægt på:

• At retten i straffesagen havde henført forholdet under straffelovens § 248, som vedrører vold under slagsmål eller under medvirken i slagsmål.
• At skadevolderen alene blev idømt en meget begrænset straf i form af en betinget dom uden straffastsættelse.
• At det efter bevisførelsen var uklart, hvem der startede slagsmålet, hvilket indikerede en vis grad af accept af risiko fra ansøgers side.
• At ansøgeren kun havde pådraget sig begrænsede fysiske skader ved episoden.

Samlet set fandt nævnet, at ansøgers medvirken til episoden var tilstrækkelig til, at staten ikke skulle yde erstatning for de opståede skader.