Nationalt krav om dokumentation for specifik skade ved manglende helbredskontrol for natarbejdere er foreneligt med EU-retten (Direktiv 2003/88/EF)

EA, en tidligere ansat hos Artemis security SAS (Artemis) som natarbejder, anlagde sag mod sin arbejdsgiver med krav om erstatning, efter at hans ansættelseskontrakt blev opsagt. EA påstod, at Artemis havde tilsidesat de forpligtelser, der påhviler arbejdsgivere i henhold til artikel 9, stk. 1, litra a), i arbejdstidsdirektivet (Direktiv 2003/88/EF), herunder pligten til at tilbyde gratis, regelmæssig helbredskontrol for natarbejdere.

De franske domstole afviste EA's krav om erstatning med den begrundelse, at han ikke havde godtgjort realiteten og omfanget af den specifikke skade, han hævdede at have lidt som følge af den manglende kontrol. Den forelæggende ret, Cour de cassation (kassationsdomstolen), søgte præjudiciel afgørelse for at afklare, om den blotte konstatering af arbejdsgiverens tilsidesættelse af helbredskontrolforpligtelsen i sig selv giver natarbejderen ret til erstatning, eller om erstatning er betinget af bevis for et konkret tab.

Konflikt med præcedens

Sagen rejste et spørgsmål om, hvorvidt samme princip, der gælder for overskridelse af den maksimale ugentlige arbejdstid (hvor overskridelsen ipso facto skader arbejdstagerens helbred, jf. Fuß-dommene), også gjaldt for den manglende levering af forebyggende helbredskontrol.

Domstolen fastslog, at artikel 9, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/88/EF skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke er til hinder for en national lovgivning eller praksis, hvorefter en natarbejders ret til erstatning for manglende helbredskontrol er underlagt en betingelse om, at arbejdstageren fører bevis for det tab, den pågældende har lidt som følge af tilsidesættelsen.

Domstolens begrundelse

Domstolen anførte, at da EU-retten ikke fastsætter specifikke regler for sanktioner eller erstatning, tilkommer det medlemsstaterne at fastsætte disse regler i overensstemmelse med princippet om procesautonomi, forudsat at ækvivalens- og effektivitetsprincipperne overholdes.

• Forebyggelse vs. tab: Domstolen skelnede mellem formålet med maksimal arbejdstid (Art. 6), hvis overskridelse automatisk medfører tab af hvile og dermed skade på helbredet, og helbredskontrol (Art. 9). Helbredskontrollens formål er forebyggelse og diagnosticering. Manglende kontrol medfører ikke nødvendigvis et indgreb i arbejdstagerens sundhed. Skadens indtræden afhænger af den enkelte arbejdstagers helbredstilstand og den konkrete udvikling.
• Kompenserende funktion: Retten til erstatning har en kompenserende funktion og skal dække den faktisk lidte skade. En erstatning uden bevis for skade ville kunne føre til ugrundet berigelse, hvilket EU-retten ikke er til hinder for at undgå.