Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Sted
Emner
Eksterne links
Parter
Dommer
EU-medlemsstater, Polen, Tyskland, Europa-Kommissionen, EU’s institutioner og organer
Generaladvokat
Rossi
Sagen om præjudiciel afgørelse vedrører rækkevidden af kompetencereglerne i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 (Bruxelles II bis-forordningen), særligt artikel 10 og 11, når et barn ulovligt er flyttet fra en medlemsstat (Tyskland) til en anden (Polen), og den forurettede part forsøger at opnå tilbagegivelse via et tredjeland (Schweiz).
Tvisten udspringer mellem en tysk far, bosiddende i Schweiz, og den polske mor vedrørende deres datter, L. L boede i Tyskland umiddelbart før moren flyttede hende til Polen i april 2016. Faren anså flytningen som ulovlig i maj 2017 og indledte herefter en procedure for tilbagegivelse baseret på Haagerkonventionen af 1980 via den schweiziske centralmyndighed til Polen.
De polske domstole afslog anmodningen om tilbagegivelse i december 2017, dels fordi de mente, faren havde samtykket, dels på grund af risiko for skade på barnet (Haagerkonventionens artikel 13). Faren anlagde efterfølgende sag ved de tyske domstole i juli 2018 for at opnå eneforældremyndighed og barnets tilbagegivelse, idet han hævdede, at Tyskland fortsat havde kompetence.
Den forelæggende tyske ret ønskede specifikt at vide, om involveringen af Schweiz, som ikke er bundet af forordning nr. 2201/2003, medførte, at kompetencereglerne i forordningens artikel 10 og de dertilhørende procedureregler i artikel 11, stk. 6-8, bortfaldt, og dermed om kompetencen var overgået til Polen.
Domstolen fastslår, at de tyske retter i den oprindelige opholdsmedlemsstat bevarer deres kompetence i henhold til artikel 10, uanset at en procedure for tilbagegivelse i henhold til Haagerkonventionen af 1980 blev ført mellem et tredjeland og en medlemsstat, og at denne procedure ikke førte til en tilbagegivelse.
Domstolen præciserer, at den særlige kompetenceregel i artikel 10 ikke bliver uanvendelig, blot fordi tilbagegivelsesproceduren involverede et tredjeland.
En afgørelse fra en ret i en medlemsstat om afslag på en anmodning om tilbagegivelse i henhold til Haagerkonventionen af 1980 ikke udelukker, således som det bekræftes af artikel 11, stk. 8, i forordning nr. 2201/2003, at en ret i en anden medlemsstat kan anse sig for at have kompetence på grundlag af denne forordnings artikel 10.
Domstolen definerer snævert begrebet »anmodning om tilbagegivelse« i artikel 10, litra b), nr. i), som et krav, der skal opfylde to kumulative betingelser:
Følgende anses ikke som en »anmodning om tilbagegivelse« i artikel 10’s forstand:
Art. 11, stk. 6-8, som omhandler informationsudveksling og fuldbyrdelse af en senere afgørelse om tilbagegivelse truffet af retterne i den oprindelige opholdsmedlemsstat, finder ikke anvendelse i procedurer mellem et tredjeland og en medlemsstat. Disse bestemmelser gælder udelukkende i det indbyrdes forhold mellem EU-medlemsstater.
En ny dom fra EU-Domstolen om afledt opholdsret til tredjelandsstatsborgere, der er forældre til mindreårige unionsborgere, medfører foreløbig berostillelse af visse familiesammenføringssager.
Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Nejvyšší soud (Den Tjekkiske Republik) vedrørende fortolkningen af artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 om kompetence og anerkendelse af retsafgørelser i ægteskabssager og sager om forældreansvar.
Sagen drejer sig om L (moderen) og M (faderen), der ikke er gift, og deres to børn, R og K. Børnene bor hos moderen i Østrig, mens faderen bor i Tjekkiet. Der er tvist om forældremyndigheden og børnenes bopæl.
M indgav først en anmodning til en tjekkisk domstol om forældremyndighed og børnebidrag. L indgav efterfølgende en lignende anmodning til samme domstol, men bestred senere rettens kompetence, idet hun mente, at sagen skulle behandles i Østrig, hvor børnene bor.
De præjudicielle spørgsmål er:
Udlændingenævnet genoptager nu sagsbehandlingen af sager om familiesammenføring efter TEUF artikel 20, som har været sat i bero siden august 2022 efter en dom fra EU-Domstolen.
Udlændingenævnet præciserer praksis for opholdstilladelse til forældre fra tredjelande med danske børn efter en dom fra EU-Domstolen og undersøger mulighederne for genoptagelse af sager.
Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt L's handling kan betragtes som en utvetydig accept af de tjekkiske retters kompetence, og om artikel 12, stk. 3, kun kan anvendes, hvis sagen om forældreansvar har tilknytning til en anden verserende sag.
Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Irlands Højesteret vedrørende fortolkningen af forordning (EF)...
Læs mereSagen omhandler en tvist mellem P (bosiddende i Sverige) og Q (bosiddende i Litauen) vedrørende forældremyndigheden over...
Læs mere