Elafgift: Hjemvisning af skønsmæssig ansættelse, da varmepumpers COP-værdi skal indgå i skønnet, uanset varmekilde

Sagen omhandler en landbrugsvirksomheds ret til godtgørelse af elafgift for perioden 1. oktober 2018 til 30. september 2020. Skattestyrelsen havde nedsat godtgørelsen med 67.103 kr., da styrelsen fandt, at virksomheden havde opgjort fordelingen mellem erhvervsmæssigt forbrug og elforbrug i udlejede stuehuse (ikke-godtgørelsesberettiget forbrug) forkert, jf. Elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

Virksomheden havde anvendt Skattestyrelsens vejledende standardsatser for privat elforbrug, men havde reduceret forbruget til rumvarme og varmt vand med en effektfaktor (COP-værdi) på 3, da opvarmningen skete ved varmepumper (jordvarmeanlæg).

Skattestyrelsens Argumentation

Skattestyrelsen fastholdt, at reduktionen med faktor 3, som anerkendt i SKM2001.519.HR (vedrørende varmegenvinding fra mælkekøling), kun kunne anvendes, hvor der var tale om udnyttelse af overskudsvarme fra et godtgørelsesberettiget formål. Styrelsen argumenterede for, at jordvarme skulle behandles som el-opvarmning, og de vejledende mindstesatser måtte derfor anvendes uden reduktion, da de generelle satser ikke tager højde for individuelle forhold som varmepumpers COP-værdi eller boligens isoleringsstandard. Skattestyrelsen mente, at alternative opvarmningsformer skulle bedømmes ens, men fastholdt alligevel den oprindelige opgørelse, som resulterede i et yderligere elafgiftstilsvar på 67.103 kr.

Landsskatteretten hjemviste Skattestyrelsens afgørelse til fornyet behandling og skønsmæssig ansættelse.

Da der ikke forelå faktiske målinger af elforbruget, skulle ansættelsen ske skønsmæssigt, jf. Elafgiftslovens § 14, stk. 2. Landsskatteretten anerkendte, at Skattestyrelsens vejledende mindstesatser kan anvendes som udgangspunkt for skønnet, jf. SKM2003.255.VLR, men understregede, at et skøn skal være retvisende.

Landsskatteretten fastslog, at en varmepumpes COP-værdi er relevant i forbindelse med skønsudøvelsen, uanset om varmepumpen er tilknyttet gyllekøling, mælkekøling, jordvarme, eller lignende, idet det afgørende er varmepumpens effektivitet, jf. SKM2001.519.HR.

Landsskatteretten henviste desuden til SKM2023.296.LSR, hvoraf det fremgår, at et energimærke, eller andet faktum, der kan give et mere retvisende billede af elforbruget end de fastsatte vejledende mindstesatser, skal indgå i skønnet.

Da virksomheden under klagesagen fremlagde dokumentation fra producenten for varmepumpernes konkrete COP-værdier (3,4 og 3,5), fandt Landsskatteretten, at der var tilstrækkelig sandsynliggjort, at Skattestyrelsens ensidige skøn, baseret alene på mindstesatserne, førte til et urimeligt resultat.