Fortolkning af Koncessionsdirektivet (2014/23/EU): Uforenelighed af national lovgivning om teknisk forlængelse af bingokoncessioner mod ensidig pålagt afgift

Sagen omhandler tre forenede anmodninger om præjudiciel afgørelse fra den øverste domstol i forvaltningsretlige sager i Italien (Consiglio di Stato) vedrørende foreneligheden af italienske love, der gentagne gange har forlænget (såkaldt »teknisk forlængelse«) eksisterende koncessioner til forvaltning af bingospil.

Sagsøgerne, som er erhvervssammenslutninger og virksomheder i bingosektoren, anfægtede de nationale love, som betingede forlængelsen (og muligheden for at deltage i fremtidige udbud) af betalingen af en ny, fast månedlig afgift, hvis størrelse blev forhøjet flere gange, samt et forbud mod overdragelse af lokaler. Disse ændringer blev indført ensidigt af den italienske lovgiver efter udløbet af gennemførelsesfristen for direktiv 2014/23/EU.

Koncessionærgiverne hævdede, at de økonomiske vilkår for koncessionerne var blevet alvorligt forringet af uforudsigelige begivenheder, især COVID-19-pandemien, og anfægtede myndighedernes (Ministero dell’Economia e delle Finanze og Agenzia delle Dogane e dei Monopoli – ADM) manglende kompetence til at genforhandle driftsvilkårene, da afgiften var lovfæstet. De argumenterede for, at den ensidige pålæggelse af byrdefulde vilkår var i strid med EU-retten, navnlig principperne for ændring af koncessionskontrakter og de frie bevægeligheder (artikel 49 TEUF og 56 TEUF).

ADM og den italienske regering forsvarede ordningen med henvisning til nødvendigheden af at synkronisere udløbsdatoerne for alle koncessioner for at kunne gennemføre en samlet udbudsprocedure i overensstemmelse med EU-rettens krav om konkurrence.

Domstolen fastslog, at direktiv 2014/23/EU (Koncessionsdirektivet) finder anvendelse på de omstridte ændringer og forlængelser, da de er trådt i kraft efter direktivets gennemførelsesfrist (18. april 2016). Da EU-retten på området er udtømmende harmoniseret, skal de nationale foranstaltninger udelukkende vurderes i forhold til direktivet, og traktatbestemmelserne (artikel 49 TEUF og 56 TEUF) finder derfor ikke anvendelse.

Forenelighed af ensidige lovændringer med artikel 43

Domstolen konkluderede, at artikel 43 i direktiv 2014/23/EU er til hinder for, at national lovgivning ensidigt forlænger varigheden af en tjenesteydelseskoncession og pålægger nye byrder, hvis disse ændringer ikke opfylder de betingelser, der er fastsat i direktivets artikel 43, stk. 1 og 2.

• En ændring, der forlænger varigheden af en koncession, anses generelt for at være væsentlig (artikel 43, stk. 4), da den ændrer koncessionens overordnede karakter og potentielt ville have tiltrukket yderligere deltagere, hvis den var inkluderet i det oprindelige udbud. Dette kræver en ny udbudsprocedure (artikel 43, stk. 5).
• En ændring kan kun tillades uden nyt udbud, hvis den er omfattet af de specifikt angivne undtagelser (artikel 43, stk. 1) eller de minimis-reglen (artikel 43, stk. 2).