Medlemsstats mulighed for at bringe fakultativ midlertidig beskyttelse til ophør før tid og lovligheden af forudgående tilbagesendelsesafgørelser

Denne præjudicielle sag, forenet fra nederlandske domstole, vedrører fortolkningen af direktiv 2001/55/EF (Midlertidig Beskyttelse – MB) og direktiv 2008/115/EF (Tilbagesendelse) i forbindelse med flygtningestrømmen fra Ukraine. Sagerne omhandler tredjelandsstatsborgere (TCN’er), der havde midlertidig opholdstilladelse i Ukraine (f.eks. studerende), og som flygtede til Nederlandene i 2022.

Disse personer var ikke direkte omfattet af den obligatoriske midlertidige beskyttelse (OMB) fastsat af Rådets gennemførelsesafgørelse 2022/382, men de nederlandske myndigheder valgte indledningsvis at tildele dem fakultativ midlertidig beskyttelse (FMB) i medfør af TPD’s artikel 7.

Senere besluttede Nederlandene at indskrænke FMB til kun at gælde indehavere af permanente opholdstilladelser og annoncerede, at FMB for de øvrige TCN’er ville ophøre den 4. marts 2024. Dette skete på trods af Rådets forlængelse af den obligatoriske MB for andre grupper frem til marts 2025 (gennemførelsesafgørelse 2023/2409).

Det centrale stridspunkt var dels, om medlemsstaten kunne afkorte varigheden af FMB, når OMB var forlænget, og dels om de nederlandske myndigheder lovligt kunne træffe afgørelse om tilbagesendelse (i henhold til direktiv 2008/115/EF) den 7. februar 2024, på et tidspunkt hvor TCN’erne stadig havde lovligt ophold indtil den 4. marts 2024.

De præjudicielle spørgsmål fokuserede på:

• Omfatter en forlængelse af den midlertidige beskyttelse ved Rådets afgørelse (Art. 4(2) TPD) automatisk FMB, som en medlemsstat har tildelt?
• Er det i strid med direktiv 2008/115/EF at træffe en afgørelse om tilbagesendelse, før en tredjelandsstatsborgers lovlige ophold er ophørt, selvom afgørelsens virkning er udskudt?

Domstolen (Store Afdeling) fastslog, at selvom medlemsstater har frihed til at indføre FMB, må de ikke træffe afgørelse om tilbagesendelse, så længe personen stadig har lovligt ophold.

Vedrørende den fakultative midlertidige beskyttelse (Direktiv 2001/55/EF):

• Artikel 4 og 7 i direktiv 2001/55/EF er ikke til hinder for, at en medlemsstat bringer den FMB, den har tildelt, til ophør på et tidspunkt, der ligger forud for den dato, hvor den af Rådet vedtagne obligatoriske midlertidige beskyttelse ophører med at have virkning.
• Medlemsstaten har betydelig skønsmargen, når den vælger at indføre eller afvikle FMB, da dette er en frivillig foranstaltning, der skal tilskynde medlemsstaterne til at yde beskyttelse ud over minimumsstandarderne.
• Afviklingen skal dog ske i overensstemmelse med EU-rettens generelle principper, herunder retssikkerhed og beskyttelsen af berettiget forventning, og må ikke skade TPD’s formål, f.eks. ved at hindre adgang til asylproceduren (Art. 17 TPD).