Dublin III: Ensidig suspension af overførsler udgør ikke automatisk systemfejl i asylproceduren

Sagen omhandler to forenede anmodninger om præjudiciel afgørelse fra en tysk appeldomstol indgivet i forbindelse med tvister mellem to syriske statsborgere (RL og QS) og Forbundsrepublikken Tyskland. De to ansøgere indgav asylansøgninger i Tyskland, men Italien blev identificeret som den ansvarlige medlemsstat for behandling af ansøgningerne i henhold til Dublin III-forordningen (Forordning nr. 604/2013).

De tyske myndigheder afviste ansøgningerne og beordrede udsendelse til Italien. Mens sagen verserede, meddelte den italienske Dublin-enhed, at de midlertidigt suspenderede overførsler fra andre medlemsstater på ubestemt tid på grund af »manglende tilgængelige modtagelsesfaciliteter«. Dette rejste tvivl hos den forelæggende ret om, hvorvidt en sådan ensidig handling fra Italiens side i sig selv udgjorde »systemfejl« i asylproceduren og modtagelsesforholdene, hvilket ville gøre overførslen umulig og dermed overføre ansvaret for behandlingen til Tyskland (jf. Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 2).

Den forelæggende ret spurgte specifikt Domstolen, om den ansvarlige medlemsstats suspension af overtagelse og tilbagetagelse af asylansøgere alene er tilstrækkelig til at fastslå systemfejl og risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling (Chartrets artikel 4).

Afgørelse om fortolkningen af Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 2

Domstolen fastslår, at det ikke kan konkluderes, at der foreligger systemfejl i asylproceduren og modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling (Chartrets artikel 4), alene af den grund, at den ansvarlige medlemsstat ensidigt har suspenderet modtagelsen og tilbagetagelsen af ansøgere.

En sådan konklusion kan kun foretages efter en konkret analyse af samtlige relevante oplysninger på grundlag af objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger.

Domstolen begrunder dette med følgende punkter:

• Princippet om gensidig tillid: EU-retten bygger på den grundlæggende præmis om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, hvilket indebærer en formodning om, at hver medlemsstat overholder EU-retten og grundlæggende rettigheder (Chartret).
• Høj alvorstærskel: Systemfejl, der umuliggør overførsel, skal overstige en særligt høj alvorstærskel, hvor ligegyldighed fra myndighedernes side medfører alvorlige materielle afsavn, der ikke kan dække personens mest basale behov. En ensidig suspension i sig selv beviser ikke, at denne tærskel er nået.
• Forebyggelse af misbrug: En medlemsstat kan ikke ved en simpel ensidig meddelelse fritage sig for det ansvar, der påhviler den i medfør af Dublin III-forordningen. Hvis dette var tilfældet, ville det kunne tilskynde ansøgere til at fortsætte sekundære bevægelser for at opnå gunstigere betingelser i andre medlemsstater.