Uenighed om årsagen til kæbeledscyste hos hest og forsikringsselskabets bevisbyrde for udviklingsforstyrrelser

Parternes argumenter

Klageren gjorde gældende, at selskabet bar bevisbyrden for, at der var tale om en undtaget udviklingsforstyrrelse. Da de lægelige vurderinger var usikre, og da ponyen ikke tidligere havde haft symptomer, mente klageren ikke, at selskabet havde løftet denne bevisbyrde. Klageren anførte desuden, at årsagen kunne være et tidligere traume (f.eks. på marken), som først nu gav symptomer.

Selskabet fastholdt afslaget og argumenterede for, at det var overvejende sandsynligt, at cysten skyldtes en udviklingsfejl. De påpegede, at der ikke var dokumentation for traumer, og at de objektive fund ikke lignede typiske gigtforandringer. Selskabet mente desuden, at det i henhold til Forsikringsaftaleloven og praksis er klageren, der skal bevise sit krav, men nævnet korrigerede dette i forhold til undtagelsesbestemmelser.

Ankenævnet for Forsikring gav klageren medhold i, at selskabet skulle dække behandlingsudgifterne til hesten. Nævnet fastslog indledningsvist, at det er forsikringsselskabet, der har bevisbyrden for, at en skade skyldes en udviklingsforstyrrelse og dermed er undtaget fra dækning i henhold til betingelsernes punkt 6.2.

Nævnet fandt, at selskabet ikke havde løftet denne bevisbyrde. Begrundelsen var:

"Efter en gennemgang af sagen finder nævnet, at selskabet ikke har bevist, at hestens skade skyldes en udviklingsforstyrrelse... Ud fra en samlet læsning af dyrlægernes vurderinger fremstår årsagen til cysten usikker."

Nævnet lagde vægt på de modstridende dyrlægeerklæringer, herunder at selskabets egen ekspert (dyrlæge 2) erkendte, at årsagen ikke kunne fastslås med sikkerhed.

Vedrørende klagerens ønske om en forhåndsanerkendelse af dækning ved eventuel fremtidig uanvendelighed, afviste nævnet at tage stilling til dette punkt. Nævnet vurderede, at dette ikke udgjorde et "aktualiseret konkret økonomisk mellemværende", da hesten på nuværende tidspunkt stadig kunne rides efter behandling. Selskabet blev pålagt at betale renter af efterbetalingen i medfør af Forsikringsaftaleloven § 24.

Den 7. januar 2023 fandt klageren sin to-årige Maine Coon kat smertepåvirket og ude af stand til at støtte på sit venstre bagben. Klageren havde tidligere på natten hørt et højt brag. En akut dyrlæge diagnosticerede i første omgang patellaluksation (løs knæskal).

En efterfølgende undersøgelse hos en specialist den 2. februar 2023, inklusive en CT-skanning, fastslog, at der var tale om en fraktur i lårbenet. Katten blev opereret, hvor lårbenshovedet blev fjernet.

Parternes argumenter

Klagerens påstande

Klageren anmeldte skaden som en fraktur opstået ved en ulykke og krævede dækning for operationsudgifterne. Klagerens centrale argumenter er:

• Der er tale om en traumatisk fraktur, bekræftet af den opererende dyrlæge via CT-skanning.
• Den opererende dyrlæge har fastslået, at kattens vækstlinjer var lukkede, da den var over to år gammel, hvorfor der ikke kan være tale om en vækstbetinget lidelse.
• Klageren anfægter kompetencen og uvildigheden hos selskabets konsulentdyrlæger.

Selskabets påstande

Forsikringsselskabet afviste dækning med henvisning til, at skaden skyldtes en vækstforstyrrelse, som er undtaget i forsikringsbetingelserne. Selskabets argumenter er:

• Diagnosen er "Epiphysiolyse i femur" (også kendt som physeal slip eller SCFE), hvilket er en form for dysplasi i knoglens vækstlinje.
• Forsikringsbetingelsernes punkt 6.8.1 undtager specifikt dækning for dysplasi og andre vækstforstyrrelser.
• Katteracen Maine Coon er genetisk disponeret for denne lidelse.
• En ekstern specialdyrlæge i billeddiagnostik har, efter at have gennemgået både røntgen- og CT-billeder, konkluderet, at der er tale om et vækstlinjeskred (epiphysiolyse) og ikke en traumatisk fraktur.
• Der er ikke dokumenteret et voldsomt traume, som normalt kræves for at brække en så stærk knogle som lårbenet.

Sagen involverer en række dyrlægeudtalelser og en løbende uenighed om fremsendelse og fortolkning af CT-scanningsbilleder.