Tvist om restværdierstatning efter brand og gyldigheden af ensidig ændring af forsikringsvilkår

Klageren har anført, at selskabets brug af F&P-vejledningen er i strid med Forsikringsaftaleloven § 3, da vejledningen ikke er en del af den indgåede forsikringsaftale og fraviger ordlyden i punkt 224.21 til ugunst for forsikringstageren.

Varsling af nye forsikringsvilkår

Under sagens forløb varslede Alka Forsikring den 27. januar 2022 en ændring af klagerens forsikringsvilkår fra de oprindelige betingelser 34-4 til de nye betingelser FH-01 med virkning fra 1. juli 2022. Klageren har protesteret mod denne ændring, da han betragter den som en ensidig opsigelse og genindtegning midt i en uafsluttet skadesag, hvilket han mener er i strid med god forretningsskik.

Selskabet har fastholdt, at de havde ret til at varsle ændringer jf. betingelsernes punkt 672.1, og at ændringen ikke har betydning for behandlingen af den verserende brandskade fra 2018, som fortsat reguleres efter de gamle vilkår.

Supplerende krav vedrørende indbo og økonomisk tab

Klageren har desuden anmodet om en revurdering af erstatningen for indbo, da han mener, at den oprindelige udbetaling fra maj 2018 ikke var tidssvarende. Selskabet har afvist dette under henvisning til forældelse. Endvidere har klageren krævet erstatning for et formuetab som følge af en reduceret salgspris på grund af sagens langvarige forløb.

Ankenævnet for Forsikring har truffet afgørelse om at afvise behandlingen af sagens hovedspørgsmål vedrørende skadegradsberegningen og retten til restværdierstatning. Nævnet begrunder afvisningen med, at der består en så væsentlig usikkerhed om bedømmelsen af sagens faktiske oplysninger, at den ikke er egnet til afgørelse på et skriftligt grundlag.

Nævnet har lagt vægt på følgende:

• Der er markant uenighed mellem de sagkyndige (selskabets konsulent over for klagerens rådgiver) om både nyværdiberegningen og de relevante reparationsomkostninger.
• Sagens bilagsmateriale er af meget omfattende karakter.
• Det er usikkert, om den allerede opgjorte erstatning er tilstrækkelig, eller hvilke yderligere udgifter der er påkrævet.

Som følge heraf må tvisten om totalskade og beregningsmetoden afgøres ved domstolene, jf. vedtægternes § 4, stk. 3, nr. 3, hvor der er mulighed for mundtlig bevisførelse og udmeldelse af syn og skøn.

Vedrørende de øvrige klagepunkter har nævnet udtalt:

• Indbo: Nævnet kan ikke kritisere selskabets afvisning af revurdering, da kravet på yderligere erstatning er forældet, idet erstatningen blev stillet til rådighed allerede i maj 2018.
• Økonomisk tab: Klageren har ikke løftet bevisbyrden for, at der er lidt et erstatningsberettigende tab som følge af selskabets håndtering af sagen. Nævnet har derfor ikke grundlag for at pålægge selskabet at betale erstatning på erstatningsretligt grundlag.

Sagens faktiske omstændigheder

Fritidshuset, bygget i 1958, består ifølge klageren af en boligdel på 58 m2 og en lavere beliggende udhusdel på 24 m2. BBR-meddelelsen angiver husets beboelse til 58 m2 og et udhus på 24 m2. Branden forårsagede omfattende skader på boligdelen, mens udhusdelen fik lettere skader. Alka's taksator foreslog oprindeligt genopførelse af huset som oprindeligt bygget. Klageren afviste et tilbud på 350.000 kr. til at slippe sagen. Alka genopførte senere taget på boligdelen, men klageren hævder, at den nye tagkonstruktion er ulovlig på grund af manglende isolering, dampspærre og ventilation. Kommunen pålagde senere Alka at lovliggøre taget.

Parternes hovedpåstande og argumenter

Klagerens påstande og argumenter

Klageren kræver opførelse af et nyt hus for boligdelen (58 m2) og færdiggørelse af udhusdelen (24 m2). Alternativt ønsker klageren et helt nyt hus for hele bygningen (82 m2), hvis en uvildig skadegradsberegning viser skader over 50 % af nyprisen. Klageren ønsker også økonomisk kompensation for tabt lejeindtægt og revurdering af indboskaderne.

Klageren argumenterer for, at skadegraden skal opgøres separat for boligdelen og udhusdelen, da de er to separate bygninger. Udhusdelen er ifølge klageren et skur, der ikke er til beboelse og ikke er fugtsikret. Klageren påpeger, at Alka i 2014 ændrede policens ordlyd fra "bebygget areal" (82 m2) til "beboet areal" (82 m2) uden hans samtykke eller konsultation af BBR, hvilket han anser for en grundlæggende og belejlig ændring for selskabet. Klageren mener, at Alka's oprindelige taksator vildledte ham og forsøgte bedrageri, med henvisning til Straffeloven § 279. Han bestrider Alka's skadegradsberegning på 45,2 % baseret på 82 m2, da han mener, den burde være baseret på boligdelens 58 m2, hvilket ville resultere i en skadegrad over 50 %.

Selskabets påstande og argumenter

Alka Forsikring fastholder, at sommerhuset er én samlet bygning på 82 m2, og at den forskudte del, klageren kalder et skur, reelt er en integreret del af ejendommen, der indeholder badeværelse og entre. Selskabet har opgjort skadegraden til 45,2 % baseret på det samlede areal, hvilket ikke berettiger til opførelse af et nyt hus i stedet for reparation. Alka afviser klagerens påstande om vildledning og bedrageri og finder henvisningen til Straffeloven § 279 upassende. Selskabet anfører, at erstatningen for indbo blev udbetalt i 2018, og at klagerens anmodning om revurdering er forældet. Krav om tabt lejeindtægt og andre økonomiske tab afvises, da de ikke er dokumenterede og ikke dækkes af en tingsforsikring. Alka mener, at den manglende færdiggørelse af arbejdet beror på klagerens forhold.