Tvist om kaskodækning ved totalskade efter påstået undvigemanøvre for rådyr i tunnel

Selskabet fastholdt afvisningen under henvisning til Forsikringsaftaleloven § 18 om grov uagtsomhed/forsæt, men primært fordi det anmeldte hændelsesforløb blev anset for fysisk umuligt. De påpegede også, at klagerens valgte rute var mere end dobbelt så lang som den direkte rute mellem de oplyste destinationer.

Ankenævnet for Forsikring traf afgørelse om, at de ikke kunne behandle sagen på det foreliggende skriftlige grundlag. Nævnet afviste derfor at træffe en realitetsafgørelse i medfør af nævnets vedtægter § 4, stk. 3, nr. 3.

Begrundelsen for afvisningen var, at der forelå en så væsentlig bevismæssig usikkerhed, at en afgørelse ville kræve mundtlig bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer samt en mere indgående bevisførelse vedrørende de tekniske skadesstedsundersøgelser. Nævnet lagde vægt på, at klageren i telefonsamtaler med selskabet havde udvist stor usikkerhed om afstande og hændelsesforløb, hvilket gjorde datagrundlaget for DanCrash-rapporten usikkert. Omvendt fandt nævnet det påfaldende, at der var fundet mærker på begge sider af tunnelen, hvilket ikke stemte overens med klagerens forklaring. Sagen må derfor eventuelt indbringes for domstolene, hvis klageren ønsker at gå videre med kravet.

Klager fastholdt, at kaskoforsikringen var aktiv på skadetidspunktet, og at uheldet skete som beskrevet. Han anførte, at selskabet havde bevisbyrden for at påvise, at en undtagelsesbestemmelse i forsikringsbetingelserne fandt anvendelse. Klager fremlagde billeder af skadestedet og henviste til crash-test dokumentation, der ifølge ham viste, at bilens skader var forenelige med en frontal kollision med en flad væg. Han bestred selskabets påstande om manglende sammenhæng mellem skader og skadested, rust på bremseskiver, fejludlæsninger fra bilens styreboks og manglende brug af sele, idet han mente, at disse enten var irrelevante, udokumenterede eller skyldtes selskabets mangelfulde undersøgelse. Klager henviste også til, at hans ulykkesforsikring havde anerkendt en skade på nakken som følge af ulykken, hvilket yderligere understøttede, at der var sket en dækningsberettiget hændelse. Klager påpegede, at han loyalt havde givet selskabet alle tilgængelige oplysninger, jf. Forsikringsaftaleloven § 22.

Selskabets påstande og argumenter

Selskabet afviste dækning med den begrundelse, at der ikke var overensstemmelse mellem klagerens forklaring og de konstaterede skader på bilen samt forholdene på skadestedet. Selskabet anførte, at skaderne på bilen, især på motorhjelmen og kofangeren, indikerede en påkørsel af en skarp genstand, hvilket ikke stemte overens med en betontunnel med lodrette vægge. De påpegede, at der ikke blev fundet skrabemærker, betonrester eller bremsespor på skadestedet. Desuden fremhævede selskabet, at udlæsning af bilens styreboks viste mange fejl, der var opstået på en fiktiv dato og inden for en enkelt kilometer, hvilket indikerede, at bilen havde stået uden strøm i længere tid og kun var startet kort før uheldet. Selskabet nævnte også, at sikringer til speedometer og ODB-stik var sprunget, hvilket de mente ikke kunne skyldes uheldet, men muligvis var bevidst for at forhindre dataudlæsning. Endvidere blev der fundet kraftig rust på bremseskiverne og mug/fugt i bilen, hvilket yderligere understøttede, at bilen ikke havde været i regelmæssig brug. Selskabet bestred relevansen af klagerens crash-test dokumentation og fastholdt, at klager ikke havde løftet sin bevisbyrde for en dækningsberettiget begivenhed.