Tvist om forældelse af korsbåndsskade fra 2021 og méngradsvurdering af ny meniskskade fra 2023

Klageren argumenterede for, at anmeldelsespligten for 2021-skaden først burde indtræde, da det efter operationen i 2023 stod klart, at skaden havde medført varige følger. Han påpegede desuden, at han var symptomfri i en længere periode efter den første skade.

Ankenævnet for Forsikring traf en delt afgørelse i sagen. Vedrørende 2021-hændelsen fik selskabet medhold i, at kravet var forældet. Nævnet lagde vægt på, at forældelsesfristen efter Forældelsesloven § 3 og Forældelsesloven § 2 skal regnes fra det tidspunkt, hvor klageren havde rimelig anledning til at anmelde kravet. Da klageren fik besked om korsbåndsskaden den 2. marts 2022, var kravet forældet ved anmeldelsen i april 2025.

Vedrørende 2023-hændelsen fik klageren derimod medhold. Nævnet vurderede, at denne skade skulle betragtes som et selvstændigt ulykkestilfælde uden relation til 2021-skaden, da klageren havde været symptomfri forinden. Nævnet fandt det sandsynliggjort, at klageren kunne have et mén på 5 % eller derover som følge af 2023-hændelsen alene, idet han oplevede smerter, halten og ustabilitet. Selskabet blev derfor pålagt at indhente og betale for en vejledende udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) til brug for en fornyet vurdering. Eventuel erstatning skal forrentes i overensstemmelse med Forsikringsaftaleloven § 24.

Parternes argumenter

• Klageren anførte, at hun først ved den seneste operation den 12. juni 2007 blev klar over, at hendes knæ aldrig ville blive fuldt funktionelt igen, og at forældelsen derfor først skulle regnes fra dette tidspunkt.
• Selskabet fastholdt, at skaderne fra 2001 og 2003 var forældede, idet klageren ifølge journaloplysninger fra Regionshospitalet ... allerede den 30. marts 2004 havde gener fra venstre knæ og en tydelig venstresidig forreste korsbåndslæsion. Selskabet lagde til grund, at klageren i maj måned 2005, 1 år efter operationen, var bekendt med, at hun havde et muligt krav.