Pro rata-nedsættelse af bilforsikringserstatning grundet manglende oplysning om barn som fast bruger

Parternes argumenter

Klageren, bistået af en advokat, gjorde gældende, at barnet ikke var fast bruger, og at selskabets spørgsmål under telefonsamtalerne var manipulerende. Klageren anførte desuden, at politiet havde opgivet påtalen mod barnet, hvorfor barnet ikke kunne anses for ansvarlig for uheldet. Klageren krævede derfor fuld erstatning uden nedsættelse.

Selskabet fastholdt, at barnet var den reelle bruger, jf. Bekendtgørelse om registrering af køretøjer § 1, stk. 3, da barnet havde brugt bilen i mere end 30 dage. Selskabet pegede på, at barnet selv havde oplyst at køre i bilen hver dag og betale alle driftsudgifter. Angående ansvaret for uheldet anførte selskabet, at politiets påtaleopgivelse alene skyldtes forældelse, og at barnet ved venstresvinget havde overtrådt vigepligten i Færdselsloven § 26, stk. 6.

Ankenævnet for Forsikring gav ikke klageren medhold i klagen. Nævnet fandt det bevist, at klagerens barn var bilens faste bruger på skadetidspunktet, og at klageren burde have oplyst dette til selskabet i overensstemmelse med policens vilkår og Forsikringsaftaleloven § 45.

Nævnet lagde særlig vægt på:

• At barnet selv havde forklaret, at vedkommende brugte bilen dagligt til skole og betalte for brændstof.
• At barnet omtalte bilen som "min bil".
• At et familiemedlem under en telefonsamtale havde udgivet sig for at være klageren og bekræftet barnets daglige brug.

Nævnet vurderede, at klagerens undladelse af at oplyse om de korrekte brugerforhold var mindst groft uagtsom. Derfor var selskabet berettiget til at nedsætte erstatningen forholdsmæssigt (pro rata) jf. Forsikringsaftaleloven § 6 og Forsikringsaftaleloven § 7.

Endelig tiltrådte nævnet selskabets vurdering af, at barnet bar det fulde ansvar for uheldet grundet overtrædelse af Færdselsloven § 26, stk. 6, da der ikke var dokumentation for kørselsfejl hos modparten. Politiets påtaleopgivelse skyldtes alene forældelse og ændrede ikke på den civilretlige ansvarsvurdering.

Oversigt over de gældende skattesatser og beløbsgrænser i selskabsskatteloven for 2025 og 2026.

Oversigt over de gældende satser og beløbsgrænser for 2025 og 2026 i ligningsloven.

Klageren anmeldte den 15. april 2020 en skade, hvor han dagen før havde påkørt en anden bil bagfra, hvilket resulterede i, at klagerens bil blev erklæret totalskadet. Klageren indledte dialogen med taksatoren, men kontakten blev senere overtaget af klagerens barn. Selskabet mistænkte, at barnet var den primære bruger af bilen, da barnet tidligere havde været involveret i to skader med bilen (januar og maj 2019), og fordi barnet stod for kontakten med taksatoren og skulle modtage erstatningen. Selskabet mente, at forsikringen var tegnet på urigtige oplysninger, og at præmien ville have været højere, hvis de korrekte oplysninger om den primære bruger havde været kendt.

Parternes påstande og argumenter

Klagerens påstande: Klageren og dennes repræsentant anførte, at barnet blot hjalp klageren med praktiske forhold, herunder betalinger og kontakt med værksted, da klageren har svært ved dansk og er oppe i alderen. Barnet har egen firmabil og bruger kun klagerens bil lejlighedsvis. De bestred, at barnet var den primære bruger eller ejer af bilen, og mente, at selskabet forsøgte at undervurdere bilens værdi og udbetale en lavere erstatning ved at fordreje fakta.

Selskabets påstande: Selskabet fastholdt, at der var afgivet urigtige risikooplysninger ved forsikringens tegning. De henviste til, at barnet i tidligere skader var fører af bilen, at barnet betalte ejerafgift og reparationer, og at barnet omtalte bilen som sin egen. På baggrund heraf vurderede selskabet, at barnet var den primære bruger, og at forsikringspræmien ville have været højere med korrekte oplysninger. Selskabet anvendte derfor en pro rata-beregning i henhold til forsikringsbetingelsernes punkt 9.9 om regres, hvilket resulterede i en lavere udbetaling.

Relevant dokumentation og forløb

Sagen inkluderede korrespondance mellem parterne, hvor selskabet anmodede om dokumentation for bilkøb, forsikringsbetalinger, benzinforbrug, reparationer og ejerforhold. Klageren fremlagde kontoudtog og forklarede om barnets rolle som hjælper. Selskabet fremlagde udklip fra tidligere skadesager, hvor barnet var registreret som fører. Erstatningsberegningen fra selskabet var som følger: